Dagbog fra USA Nevada USA

Viva Las Vegas

1½ døgn i casino-mekka

Vi havde sovet fantastisk i den mest bløde seng, så det krævede selvovertalelse at stå op kl. 8, men vi skulle jo nå at have morgenmad, inden det sluttede kl. 9.00. Efter morgenmaden, fik vi booket vores hotel i Las Vegas, hvor vi skulle sove i nat, og da alt var klar, checkede vi ud kl. 11.00 og kørte mod storbyen. 

Det tog kun 2 timer at køre til Las Vegas, og da vi havde krydset en tidszone på vejen, ankom vi allerede kl. 12.00. Vi fandt vores hotel – Planet Hollywood, og fik parkeret bilen og checket ind. Hvis det var rigtigt, kunne vi først checke ind kl. 15.00, men Patrick havde læst om et trick, hvor man diskret kunne stikke receptionisten 20$, og så få nogle goder ud af det. Vi prøvede skeptisk tricket af… og det virkede! Vi fik gratis tidlig indchekning, gratis wifi og vi blev opgraderet til et større og bedre værelse, som havde udsigt ud over “strippen”. PERFEKT!

Vores hotel

Vi slappede lidt af på værelset og spiste frokost, inden vi bevægede os ud i casino-land. Vi gik en tur ned af den kendte gade “The Strip”, og så de mange flotte hoteller udefra. Vi besøgte hotellet “The Venetian” for at opleve deres indvendige kanaler og gondoler. Herefter gik vi videre til LinQs Pasage for at se “High Roller ” – et kæmpe pariserhjul. 

Inside “The Venetian”

Derudover besøgte vi også “Ceasers Palace” og gik forbi “Hells Kitchen” og “Bellagio” inden vi gik tilbage til vores eget hotel omkring kl. 17.00. Vi skulle lige tilbage og køle lidt af, da der var 45 grader udenfor. 

The High Roller

Om aftenen gik vi igen ud, først for at spise aftensmad, og efterfølgende for at opleve nattelivet i Vegas. Efter vi havde spist, startede vi med at gå op på en af de mange broer, for at tage billeder af Strippen i mørke. Herefter gik vi på “Cosmopolitan” og “Bellagio” for at spille lidt. Vi endte tilbage på “Planet Hollywood”, hvor vi fik en lille aftensnack på deres restaurant, og efter at have været i “vores eget” casino, gik vi tilbage til værelset.

Downtown Vegas

Vi havde en stille og rolig morgen, vi checkede ud kl. 11.00 og lagde vores ting i bilen, inden vi gik ud for at opleve det sidste af Vegas. 

New York Hotel

Vi startede med at se “Hotel Paris”, efterfulgt af “Aria”, “New York New York”, “Excalibur”, “Luxor og “Mandalay”. Vi gik nærmest fra hotel til hotel, for at opholde os så lidt i den ulidelige varme udenfor som muligt. På “Mandalay” spiste vi frokost på en pizzarestaurant, hvor vi fik den bedte veganske pizza – mums!

Efter frokost, fortsatte vi til hotellet “Four Seasons”, og herfra var vi nødt til at gå det sidste stykke uden for – vi var nemlig på vej til til “Las Vegas skiltet”.

Downtown Las Vegas

Da vi havde set skiltet, tog vi bussen hele vejen ned til Downtown Vegas. Vi stod af på Fremont Street, og gik herfra en tur op og ned ad gaden. Vi så et par casinoer på vejen, og “Heart Attack Grill”. Vi endte turen på Binions Casino, hvor vi spillede lidt Black Jack, inden det var tid til at tage bussen tilbage til bilen. 

Vi forlod Las Vegas omkring kl. 18.00, og kørte mod Beatty, hvor vi checkede ind på vores hotel “Exchange Club Motel” kl. 21.00. 

You Might Also Like

No Comments

    Leave a Reply

    Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.