
Velkommen til vores rejseblog –TavelBugs! Vi er Rikke og Patrick, et ungt par, der i foråret 2016 fik den spontane idé, at vi ville rejse jorden rundt.
Fra den dag af, så vi os ikke tilbage, og i september 2017 kunne vores drøm endelig gå i opfyldelse. Vi solgte vores lejlighed, sætte karriere og studier på pause, og drog ud i verdenen med rygsæk på.
Det blev til næsten 11 fantastiske måneder med utallige oplevelser, som har resulteret i, at vi begge nu er blevet inficeret med ”Tavelbugs”
Når vi ikke rejser:
Til dagligt bor vi på Frederiksberg, da vi begge har vores dagligdag i området. Når vi ikke planlægger rejser, eller skriver på bloggen, arbejder Patrick som sælger, og Rikke læser til landskabsarkitekt på Københavns Universitet.
Derudover interesserer vi os begge to meget for naturen, for friluftsliv og fotografering, hvilket både vores rejser, bloggen og vores hverdag bærer præg af.
Vores rejse erfaringer:
Inden vi tog ud i verdenen sammen, havde vi mest rejst rundt i Europa – og oftest sammen med familien. Derudover havde Patrick været et smut i Kina på studietur, og så havde vi været en tur til Florida.
Det betød også, at det var en stor beslutning for os, at hive teltpælene op og bo i en rygsæk i så mange måneder, da vi jo ikke havde nogen erfaring med hverken backpacking eller længere rejser. Det tog dog ikke modet fra os, for rejse det ville vi – og det skulle være NU.
Efter vores jordomrejse, har vi tilføjet 15 nye lande til vores ”been there” liste, og vi har været i 4 forskellige kontinenter. Hvis I vil vide mere om vores jordomrejse, kan I læse et sammendrag af den her.
Derudover har vi fået et helt nyt perspektiv på – og forståelse af det ”at rejse”, og er allerede begyndt at planlægge den næste destination.
Bloggen:
Her på siden deler vi ud af de rejseerfaringer vi har gjort os via dagbogsnotater, tips og tricks lister, budgetforslag, anbefalede destinationer, pakkelister og meget mere.
Vi håber på at kunne videreføre vores egen store passion for verdenen omkring os, og forhåbentlig inspirere andre til selv at tage springet og tage af sted – uanset hvor meget rejseerfaring man i forvejen har.
Udover bloggen, er vi også aktive på de forskellige sociale medier, hvor vi jævnligt laver små opdateringer, og ligger ekstra billeder op fra vores rejser. Så hvis I vil være endnu mere opdateret, er I velkomne til også at følge med på: Facebook – Instagram
Rigtig god læselyst!
