Tilbage til storbyen
Vi ankom til Los Angeles omkring kl. 12.30, og turen gennem lufthavnen og immigrationen gik smertefrit. Vi var faktisk overrasket over, at vi ikke skulle tjekkes mere?
Vi fik vekslet og hævet penge, og tog efterfølgende shuttlebussen ud til Hertz hvorfra vi havde lejet vores bil. Efter flere forsøg fra sælgeren på at udleje os en bedre bil, måtte han se sig nødsaget til at forhandle i stedet. Vi har jo ikke været 6 måneder i Asien for ingenting, så vi fik os en rigtig god pris på, at opgradere vores lille minibil, til luksusbilen – Nissan Maxima SL.

Vi fik pakket bilen, og satte kursen mod det AirBnb som vi havde lejet.
Vi blev taget godt imod af vores vært Ashkan, som også gav os gode råd til, hvad vi skulle se, mens vi var i L.A.
Efter at have slappet lidt af, gik vi ned til “Farmers Market” og “The Grove”, hvor vi gik rundt resten af aftenen. Det var også her, vi endte med at spise aftensmad.

På vej tilbage til værelset, fik vi handlet ind til imorgen.
Stjernekiggeri i Hollywood
Vi vågnede lidt sent, og brugte formiddagen på lidt planlægning af de næste par dage, og snakke med familien derhjemme.
Efter en sen morgenmad, tog vi en Uber ind til Hollywood Boulevard ved 13-tiden. Her gik vi en tur op og ned af “Walk of Fame”. Vi havde egentlig tænkt at vi ikke skulle med en af de famøse “Hollywood tours”, men da vi fandt ud af hvor langt væk de forskellige seværdigheder lå, og da vi fik et ret godt tilbud – endte vi alligevel med at sætte os op i en af de åbne turistbusser.


På turen rundt så vi bl.a.:
- Hollywood Highschool
- Dolby Theater
- Sunset Strip
- Chop House
- Chinese Theater
- Chateau Marmont
- The Comedy Store
- Beverly Hills skiltet
- Townhall
- Rodeo Drive
- Roosevelt Hotel
- The Beverly Hills Hotel
- Mange af de kendtes huse
- Hollywood skiltet
Turen varede ca. 2 timer, og vi var tilbage på Hollywood Boulevard ca. kl. 16.30. Herfra gik vi det sidste stykke ad Hollywood Boulevard, som vi ikke havde set endnu, og tilbage igen, for at se Dolby teateret indefra. Her kunne vi se hvilke film der havde vundet en Oscar og hvilket årstal.

Godt trætte satte vi os på en sportsbar, for at få lidt at drikke og spise, inden vi tog op til “Griffith Observatory”. Vi tog en Uber derop ca. kl. 19.00, hvilket var meget passende. Vi kunne lige nå, at gå en tur igennem observatoriet, og finde os et godt spot, hvorfra vi kunne se solnedgangen over L.A. by og Hollywood skiltet.

Da solen var gået ned, tog vi en Uber hjem. Det var blevet ret sent, så som den perfekte afslutning på dagen, lavede vi aftensmad, som vi tog med op på væreset, og spiste i sengen, imens vi så Pretty Woman.
I selskab med FRIENDS
Da vi stod op i dag, var vi ikke helt sikre på hvad vi skulle lave, da vi så en del igår. Vi havde gået og leget med tanken om, at besøge et af filmstudierne, nu hvor vi var i L.A., men budgettet var ikke helt til det. Efter lidt overvejelser og snak frem og tilbage, besluttede vi os heldigvis for at lukke øjnene og bestille en tur til Warner Bro.’s Studio.

Turen startede kl. 14.00, men vi skulle være der 15 min før. Vi gik derfor i gang med at gøre og klar, og bestilte en Uber som kunne køre os derhen.
Vi startede med at se en introduktionsfilm om Warner Bothers, inden vi fik tildelt vores guide. Vi var 14 i vores gruppe, og vi blev kørt rundt i en forstørret golfbil med vores guide som chauffør.
På første del af turen, kørte vi rundt udenfor, hvor vi bl.a. så de gader hvor Batman, Friends og Annie er optaget. Efterfølgende kørte vi til en lille “by”, hvor f.eks. Pretty Little Liers var optaget. Vi lærte om forskellige filmtricks undervejs, og hvordan det samme hus, kunne blive brugt til forskellige scener i forskellige film eller serier.
Da vi var færdige i “byen”, kørte vi videre til en gade hvor La La Land var optaget, et grønt område som blev brugt som Central Park i Friends og et byområde hvor der var optaget flere superhelte film.

Nu var det museumstid. Stueetagen var fyldt med superhelte, og 1. salen var udelukkende Harry Potter og Fantastic Beast, så selvfølgelig startede vi på 1. salen. Der var masser af rekvisitter udstillet, og vi fik mulighed for at prøve fordelingshatten. Patrick kom på Griffindor og Rikke kom på Hufflepuf.
Herefter kørte vi videre til selve studierne. I det første var der stille op til den nye sæson af Big Bang Theory, og det næste studie blev brugt til talkshowet “Ellen”. Da vi havde set studierne, kørte vi videre til et rekvisit rum, hvor samtlige køretøjer fra Batman filmene var udstillet. Til vores overraskelse var de alle sammen fuldt funktionsdygtige og kunne køre i virkeligheden, men vi fik ikke lov til at prøve dem.


Sidste stop på turen var Studio 48. Her kunne vi bruge så lang tid, som vi ville, da der kørte shuttlebusser herfra og tilbage til hovedbygningen.
Vi startede med at tage det obligatoriske billede foran kaffebaren Central Perk fra Friends. Herefter kunne vi gå ind i selve studiet, hvor vi havde mulighed for at sidde i “den grønne sofa”.
Der var mange forskellige rum med udstillinger, modeller, kostumer, rekvisitter og interaktive ting som designboards, greenscreens, virtual reality, CGI (computer generate imagery) og et lydstudie, hvor vi kunne høre hvordan fire forskellige lydspor kan udgøre lydeffekterne i en film.

Da vi havde været det hele igennem, spiste vi frokost på Central Perk omkring kl. 16.30, og gik efterfølgende en tur i souvenir shoppen, inden vi tog shuttlebussen tilbage til hovedindgangen.
Vi tog en Uber tilbage til vores værelse omkring kl. 18.00, hvor vi slappede lidt af, inden vi gik ned til “The Grove” for at spise en sen aftensmad.
Langs kysten
Vi skulle checke ud kl. 10.00, så vi stod op i god tid, for at pakke sammen og spise morgenmad, inden vi skulle afsted.
Vi satte kursen mod kysten, og startede dagen med at køre til Santa Monica Beach, for at besøge den berømte pier og forlystelsespark. Herefter gik vi langs stranden, ad promenaden til Venice Beach. Vi fandt en lille falafel-shop, hvor vi købte frokost på vejen. Vi fik set alle de berømte sportsbaner, inden det var tid til at gå tilbage til bilen igen.

Da vi nåede bilen, var klokken allerede 14.30, og fortsatte op ad kysten til Malibu. Vi lavede ikke noget stop i Malibu, men kørte blot igennem, for at se alle de fede strandhuse, på vejen op til Santa Barbara.
I Santa Barbara gjorde vi et stop ved stranden, hvor vi spiste resten af vores frokost, inden vi kørte videre igen kl. 18.00. Vi fortsatte langs kysten op til Santa Maria, hvor vi skulle sove i nat på “Santa Maria Inn”. Det var et ret fint hotel, hvor en masse kendisser har sovet, f.eks. havde Charlie Chaplin sovet på et værelse på samme gang som vores.
Efter vi havde checket ind, gik vi ud for at købe lidt aftensmad, som vi tog med hjem på værelset.
Hvad vi ikke vidste var, at vi i dag havde kørt lige uden om den danske by Solvang, som vi vildt gerne ville have set, men som vi bare ikke vidste lå lige her. Vi havde ikke rigtig tid til at køre tilbage, så den nåede vi desværre ikke at se.




No Comments