Lokal bustur til Jaipur
Efter en masse indtryk fra Agra, var det tid til at tage videre. Vi skulle afsted tidlig morgen, og med en lokal bus i 6-7 timer for at komme til Jaipur – som også er kendt for at være “The Pink City”. Selvom det var en lang bustur og uden A/C, var det ikke så slemt som vi havde frygtet. Vi følte også til tider at vi næsten var på en form for safari på vejen til Jaipur, da vejene dertil havde dyr som: hunde, heste, køer, geder, får, æsler, diverse fugle, kameler og dromedarer.
Vi ankom tidlig eftermiddag til hotellet Jaipur Inn – som i øvrigt var rigtig hyggeligt, og efter en tiltrængt frokostpause gik turen ind til den gamle del af Jaipur med tuk-tuk.
Den gamle bydel
Vi fik en guidet tur gennem Jaipurs gader og markeder, hvor vi fik uddelt smagsprøver på diverse mundforfriskninger, krydderier og te. Desværre var det begyndt at regne, så vi løb lidt fra halvtag til halvtag, og oplevelsen var nok ikke helt den samme som hvis det havde været tørvejr. For når det regner i Indien, så regner det – og vandet løb nogle steder som små floder i gaderne.
Det er også denne gamle del af byen som efter sigende skulle være pink, men hvis ikke vores øjne tog fejl, så var byen altså mere orange end pink.
Efter turen rundt i markederne var der aftensmad og efterfølgende mulighed for at tage ind og se en Bollywood film. Vi takkede pænt nej til filmen, da vi allerede havde været så heldige at have den oplevelse i Delhi, plus at var det samme film som vi allerede havde set.

Lokalt spice marked i Jaipur.
Turister i Jaipur
Vores anden dag blev brugt som ægte turister. Vi kørte med guide og tuk-tuks rundt det meste af dagen, og fik bl.a. set følgende:
- Ringpalace, som var et stort palads i den gamle del af Jaipur, og palads murerne udgør “den anden ring” i Jaipur (hvor bymuren er den første)
- Elefanter i gaderne
- Vandpaladset, som er et palads midt ude i en stor sø
- Amber Fort, hvilket var et kæmpe fort oppe i bjergene i udkanten af Jaipur, hvor vores guide fortalte om fortet, som i alt har fire gårdrum, hvoraf de to første var til mændende og de to sidste var til kvinderne. Derudover havde kongen dengang 12 koner, som alle havde hver deres lille gård.
- Stempeltryk, som er en metode inderne bruger til at trykke naturfarver på tekstiler
- Shoppemuligheder, hvor vi fik vist en masse forskellige tekstiler, tørklæder, natdragter osv.
- Monkey-templet, som vi havde glædet os til. Er et tempel, som navnet nok hentyder til, hvor aber nærmest har overtaget det hele. Der var aber i alle størrelser og aldre, som legede, sloges og som det sjoveste – lavede de bomber i templets vandbassin.
Det var et par gode og oplevelsesrige dage i Jaipur, og imorgen skal vi afsted med jeeps mod Tordi Sagar.

Billed af Amber Fort set udefra




No Comments