Med Su Linh i Sapa

Vandring og landsbyfest

Efter en enkelt nat i Hanoi, pakkede vi vores tasker til Sapa, og spiste morgenmad på hotellet – hvor vi havde fået lov til at opbevare vores store rygsække, mens vi var i Sapa. Da vi havde checket ud, gik vi mod den gamle del af Hanoi, for at opleve lidt af byen, inden vi skulle med nattoget samme aften.

Vi fik et rigtig fint førstehåndsindtryk af byen, som mindede os lidt om et mix, af mange af de andre asiatiske byer, som vi indtil videre har besøgt. Udover en masse små butikker, var gaderne også fyldt med restauranter. Dette resulterede i, at vi nåede at få både to frokoster og aftensmad, inden vi kom tilbage til vores hotel, for at hente de ting som vi skulle have med til Sapa.

Vi skulle være på togstationen kl. 21.00. Toget gik først kl 22.00, så der var fin tid til også at få købt snacks og provianteret til turen (.. og nej, vi havde ikke fået rigeligt at spise i forvejen). Da vi steg på toget blev vi positivt overrasket – godt nok var sengene noget hårde, men vi havde fået en 4-personers kupe helt for os selv. Toget kørte fra perronen på slaget 22.00, og nu var vi kun en nat væk, fra at opleve de fantastiske rismarker.

Mødet med Su

Vi ankom til Lao Cai kl. 6.00. Herfra skulle vi med en minibus de sidste 40 km til Sapa by. Bussen ankom til byen omkring kl. 7.30, så der var lige tid til at vi kunne nå at finde en ATM og hæve penge til turen, inden vi skulle mødes med vores guide Su Linh ved kirken kl. 8.00. Vi havde dog ikke nået at spise morgenmad, men Su var heldigvis så sød, at vi kunne vente med at starte vandreturen til kl. 9.00, så havde vi lige en time til at få lidt at spise.

Efter morgenmaden mødtes vi med Su ved kirken igen, hvorfra vi gik ud af byen mod rismarkerne – hvor vi kunne se – INGENTING! Der var så tåget den morgen at alt var hvidt foran os (heldigvis lettede tågen langsomt i løbet af dagen – pyha). Su tog os med af en mere alternativ vej, og vi gik på alt fra veje og til små og meget mudrede stier. Vi kom igennem små landsbyer, køkkenhaver, jungleområder og selvfølgelig rismarkerne. Vi fik følgeskab af først én og senere én mere, af de lokale kvinder, som gladeligt hjalp os igennem det noget mudrede terræn. Vi var begge overbeviste om, at det måtte være nogle af Su’s venner eller noget familie. Det viste sig dog, at kvinderne kun fulgte efter os, for at sælge os nogle af deres hjemmelavede smykker, tasker, tørklæder osv. Su forklarede os det på en meget simpel måde: “I følger efter mig, og de følger efter jer”.

Inden frokost havde vi en lille pause, hvor Su viste os hvordan man spiste sukkerrør. Smagen var meget sød, og ideen var at man skulle tygge i planten for at få sukkervandet ud, og så ellers spytte planten ud igen. Kvinderne fulgte stadig efter os – selvom vi havde fortalt Su at vi ikke rigtig var interesseret i at købe noget. Vi håbede samtidig på, at der hvor vi skulle spise frokost, ville være et stort sted, så der måske var andre end os, som kunne have interesse i at købe nogle af deres vare.
Det var dog ikke helt tilfældet, der var næsten kun os til frokost, hvor vi fik serveret ris og en masse forskellige grøntsager. Kvinderne begyndte straks at hive alt frem fra deres tasker, og selvom vi ikke manglede noget, forbarmede vi os, og endte med at købe en lille taske fra dem hver. Vi syntes dog at det var lidt et fejt trick, da vi på intet tidspunkt havde bedt kvinderne om at hjælpe os, eller følge efter os, og at de så ved frokosten ikke vil lade os være/lade os spise før vi havde købt noget. Vi vidste dog samtidig også, hvor hårdt et job der er for dem, at gå rundt og sælge deres egne varer hver eneste dag, hvilket også var en af grundene til, at vi rent faktisk købte lidt fra dem hver.

Efter frokost gik vi videre mod en lille landsby, hvor Su viste os hendes bedsteforældres hus og deres butik. Vi fik demonstreret hvordan de vævede og farvede tøj med indigo, og hvordan de malede mel. Vi nåede også lige at hilse på bedstemoren, inden vi gik videre mod Su’s landsby. Det tog et par timer, da vi skulle op og ned af rismarker og igennem junglen for at komme dertil.
Da vi kom frem ca. ved 15.30 tiden, mødte vi hendes mand og to små drenge på 4 og 6 år. Su og hendes mand skulle ud og handle til aftensmaden, og vi lovede at passe på drengene imens. De var igang med at bygge deres hus – hvor de drømmer om, at der på et tidspunkt bliver plads til både homestay og en lille cafe. Normalt bor man hos Su’s tante (som også er guide), da hun har flere værelser til overnattende gæster, men fordi der bliver holdt fest hjemme hos tanten (detaljerne kommer længere nede…), skulle vi bo hos Su. Vi var nogle af de første som havde boet der af turister, da hendes hus ikke er færdigt endnu. I den ene bygning var der et ildsted, et lille spisebord med stole, og et køkkenbord. Der var også adgang til toilet og bad. I den anden bygning var sengene, en seng til familien med et gardin rundt om, og en seng til os i den modsatte ende, ligeledes med et gardin rundt om – og det var det. Det gjorde dog at vi havde en meget autentisk oplevelse, og hurtigt kom tæt på familien.

Resten af dagen sad vi ved ilden, legede med drengene, vi hjalp med at lave maden og spiste alle sammen samlet rundt om det lille bord. Det var så hyggeligt, og Su og hendes familie tog virkelig godt imod os. Ved 20.30-21.00 tiden var det tid til at gå i seng – de går åbenbart meget tidligt i seng. Det var heldigvis ikke et problem for os, da vi var helt smadret efter vandreturen.

Forfædrefest med “happy-water”

Egentlig skulle vi havde vandret i 3 dage. Men da vi mødte Su igår, spurgte hun om vi ville være med til at fejre hendes forfædre sammen med hendes familie, den ene af dagene i stedet. Vi tænkte at det kun kunne blive en sjov oplevelse, og sagde selvfølgelig “ja”. Det er forskelligt fra familie til familie, hvor tit der bliver holdt sådanne fester, men sidste gang festen blev holdt i Su’s familie, var 35 år siden. Festen starter som regel tidligt om morgen, hvor en vandbøffel bliver slagtet ved solopgang. Denne del var vi dog ikke med til (heldigvis). Vi spiste morgenmad stille og roligt sammen med Su og hendes familie i stedet. Efterfølgende tog vi til hendes tantes hus (hvor festen blev holdt). Her blev vi begge iklædt traditionelt tøj – yndigt!

Udover slagtningen af bøflen, og herefter spise den, gik festen også ud på at drikke. I Sapa drikker de hverken drinks eller øl, men derimod risvin/”happy-water”, og gerne en stærk en af slagsen. Vi fandt også hurtigt ud af, at de havde en lokal drikke-leg, med mange forskellige regler – men som i bund og grundt handlede om at drikke hinanden MEGET fulde. Man fik stukket et shotsglas med risvin i hånden, som man skulle bunde, herefter fik man flasken i hånden, og skulle så finde en af modsatte køn, som man ville give et shot til. Når denne person havde drukket, skulle man give flasken videre. Så kunne man ellers bare vente på, at en ny person fik den idé at give en et shot, og så var det forfra igen. Det var egentlig en meget sjov leg, men når man er turister blandt ca. 300 lokale, så skiller man sig lidt ud fra mængden, og bliver derfor givet et shot rigtig tit – og man kan jo ikke sige nej… Su fik os dog ud af legen inden det blev for meget, hvorefter kun sørgede for frokost til os.

Vi mødte også et fransk par til festen, som tanten havde boende, og det var egentlig meget rart, at vi ikke var de eneste to turister, plus at så havde vi nogle at snakke med. Det var virkelig hyggeligt og en meget speciel oplevelse at være med til.
Deres fester er dog ikke nogle som fortsætter til langt ud på natten, og da Su’s yngste søn var med (han var selvfølgelig ikke med til druk-legene eller sammen med de fulde – han blev holdt nær tantens hus, hvor Su – som ikke drikker – og et par andre damer sad), tog vi hjem omkring kl. 17.00 for at spise aftensmad sammen med hendes ældste søn.

Sidste dag i Sapa

Su skulle ind til byen for at tage imod nogle nye gæster, som skulle gå sammen med hendes kusine (det er en hel familie-virksomhed). Derudover ville hun sørge for at reservere nogle busbilletter til os tilbage til Hanoi senere. Vi havde egentlig planlagt at tage toget tilbage om natten, vi havde dog ikke købt nogle billetter – og da vi fandt ud af, at lige og lige kunne nå den sidste bus, som kostede det samme, men var langt hurtigere end toget, valgte vi denne løsning.

Hendes mand sørgede derfor for morgenmad til os, efter han havde kørt drengene i hhv. børnehave og skole. Alle retterne vi fik hos Su, bestod af deres hjemmedyrkede (og virkelig lækre) ris, med en lille buffet a 5-6 forskellige toppings af forskellige grøntsager og kød. De havde været så søde at imødekomme ønske om vegansk mad, så hvis der blev lavet retter hvor der indgik enten kød eller æg, blev der altid taget noget fra, som kun var grøntsager.

Da Su kom tilbage begyndte vores vandretur. Det var heldigvis mere klart i dag, og vi havde den flotteste udsigt hele vejen! Lært fra vores erfaring fra tidligere, sagde vi i dag nej tak til alle de lokale kvinder, som havde intentioner om at følge efter os, på forhånd. Det var et råd fra Su, som virkede overraskende godt.
Vi nød virkelig turen i dag, vi gik igennem både jungle og rismarker, forbi vandfald og over broer, ad snoede stisystemer, på ryggene af risterrasserne og på almindelige veje. Su fortalte os, at rismarkerne kan være alt fra 5 år til 100 år, og de vil stadig se ens ud.

Efter nogle timers vandring nåede vi en landsby, hvor vi skulle have frokost. Dette var samtidig enden på vandreturen, for efter frokosten blev vi hentet af hendes mand og to venner på motorcykel. De kørte os ind til Sapa, som var en køretur på 9 km/30 min. Da vi ankom til byen fik vi billetterne til bussen, og vi ankom i perfekt tid, da vi en halv time efter skulle være ved bussen.
Vi skulle til at sige farvel til Su og hendes mand, da hun bad os om at vente hvor vi var, og så kørte de ellers afsted. De kom dog tilbage kort tid efter med gaver til os. Herefter fik vi sagt farvel, og vi steg på bussen. Det var en dejlig behagelig bus, som gjorde 2 stop på vej tilbage til Hanoi, så man havde mulighed for at bruge toilettet eller købe lidt mad.

Vi var tilbage i Hanoi omkring kl. 21.30. Vi gik tilbage til vores hotel som åbenbart havde glemt vores reservation – hvilket var virkelig irriterende, da vi var rigtig trætte oven på en lang dag. Det lykkedes dem dog at fikse problemet, ved at vi fik et værelse på deres “søster-hotel” i nærheden – heldigvis.