En lille uge med oplevelser på Phuket
Vi skulle tidligt op i dag, for vi blev hentet på vores hotel i Siem Reap (Cambodja) kl. 8.00. Vi gik ud for at spise morgenmad inden, og da vi kom tilbage 15 min før tid, stod vores chauffør og vores “ven” Mr. Polin (som havde været vores chauffør på vores tur til Angkor Wat – og som havde arrangeret vores transport til grænsen) allerede og ventede på os. Vi fik hurtigt checket ud af hotellet, og tog afsted mod den Thailandske grænse.
Grænseovergangen gik heldigvis forholdsvis smertefrit. Vi havde ellers hørt om historier med flere timers ventetid, og hvor man var nødt til at give “bestikkelse” for at komme igennem, men vi oplevede intet af dette. Vi stod i kø 5-10 min for at blive stemplet ud af Cambodja, og kunne herefter gå over til den Thailandske grænse, hvor vi ventede i kø i 15-20 min for at få vores indrejse stempel. Fra grænsen tog vi igen en taxa til vores hotel “L42 Hotel Suvarnabhumi Airport”. Det lå lidt uden for selve Bangkok by, men virkelig tæt på lufthavnen, hvorfra vi havde et fly næste eftermiddag. Vi havde ikke et behov for at se Bangkok, da vi november havde brugt en lille uge der.
Vi ankom til vores hotel omkring 14.30, og brugte herefter eftermiddagen i “The Paseo Mall”, som egentlig ikke havde super mange butikker, men der var en del forskellige restauranter og streetfood, så vi endte med at blive og spise aftensmad der, inden vi tog tilbage til hotellet om aftenen.
Fra Bangkok til Phuket
Formiddagen blev brugt på at se film på hotellet. Vi skulle først checke ud kl. 12.00, og da der ikke var så meget at lave lige i nærheden, udnyttede vi tiden hvor vi havde værelset. Efter udcheckning gik vi ud for at få noget frokost, inden vi skulle i lufthavnen. Vi havde bestilt transport fra hotellet kl. 14.00, så det passede fint med at vi lige kunne nå at få lidt mad, inden vi skulle videre.
Vores fly skulle lette kl. 16.00, men blev 20 min forsinket ca. Der var heldigvis ikke så langt til Phuket, hvor vi landede kl. 17.30 ca. Fra lufthavnen tog vi en bus ind til busstationen i Phuket Town. Heldigvis lå busstationen kun 2 min. væk fra vores hotel – “Nawaporn Place Guesthouse”. Vi blev varmt modtaget, og ført til vores værelse, som var helt vildt stort. Det havde vi ikke lige regnet med, så det var en dejlig overraskelse.
Vi gik med det samme ud for at få noget aftensmad. Det var begyndt at regne, så vi fandt en restaurant i nærheden, hvor der også blev spillet live-musik. Det var en hyggelig måde, at afslutte en lang rejsedag på.
Gaderne i “Old Town”

Vi stod sent op, og fik først bevæget os ud af værelset sidst på formiddagen. Vi gik ned i den gamle bydel “Phuket Oldtown” for at finde lidt morgenmad eller frokost. Der var så mange fine og farverige bygninger, med små restauranter og butikker. Vi brugte det meste af dagen på at gå rundt i gaderne, og tog en is på vej tilbage til hotellet. Vi ville med det samme booke et par dage mere, da vi i forvejen kun havde booket et par nætter, men efter vores lille bytur, kunne vi godt se, at det ikke var nok. Vi fik også booket et par billetter til en dagstur til Koh Phi Phi, da vores vært kunne få en god pris til os.
Om aftenen tog vi igen ind til byen, men blev undervejs fanget i styrtende regnvejr. Vi endte derfor med at spise på en lille bar – hvilket skulle vise sig at være en fejl! Der var kød i grøntsagssuppen og rejer i de vegetariske forårsruller. Vi fik dog lov til at sende suppen tilbage, og bestilte i stedet stegte nudler med grøntsager. Det smagte desværre ikke særlig godt, så da det stoppede med at regne, tog vi videre. Vi gik forbi “limelight” centeret på vejen tilbage til hotellet, og fandt her en café hvor vi kunne spise “second dinner”, da ingen af os var blevet mætte af den første.
Ø-tur til Phi Phi
Vi blev i dag hentet på hotellet kl. 7.45. Vores vært var så sød at komme med bananer, te, vand og ekstra håndklæder til os, som vi kunne tage med til øerne. Vi blev kørt ned til havnen, hvor vi fik vores billetter. Vi havde egentlig betalt for en standard billet, men vi fik udleveret en “silver-billet”. Det klagede vi selvfølgelig ikke over, og steg ombord på båden og satte os i vores “private room” sammen med de andre sølv-kunder.

Sejlturen tog ca. 1½ time, og undervejs fik vi serveret drikkevarer og lidt snacks. Vi kunne nyde turen og udsigten fra skibets forskellige dæk eller slappe af indendørs ved baren eller på vores pladser. Da vi ankom til Koh Phi Phi Don (som er “hovedøen”), kunne man vælge om man ville stå af, og have hele dagen på denne ø, eller man kunne skifte til en mindre båd, hvorfra man ville komme på sightseeingtur rundt om Phi Phi øerne.
Vi valgte at tage med på sightseeingturen som bestod af:
- Koh Phi Phi Leh
- Maya Bay
- Loh Samah Bay
- Pikh Cave
- Viking Cave
- Koh Phi Phi Don
- Ton Sai Bay/Monkey Beach – mulighed for snorkelig/svømning
- Ao Tonsai Pier – frokost


Vi stoppede ikke ved Koh Phi Phi Leh, det var blot “fotostops”. Ved Koh Phi Phi Don, var der 45 min stop til snorkelig/svømning, og et længere stop ved havnen. Her blev der serveret frokost buffet på P. P. Princess restaurant, og efterfølgende var der mulighed for at gå lidt rundt på øen, eller en tur ned til stranden.
Vi skulle være tilbage på båden igen kl. 14.20, da den sejlede fra Phi Phi kl. 14.30. Det var en noget længere tur på vej tilbage. Vi tænker at det må skyldes strømmen i vandet. Vi fik igen serveret lidt at drikke og snacks i form at frugt på turen. Da vi kom tilbage til havnen i Phuket, blev vi samlet op, og kørt tilbage til hotellet, hvor vi ankom ved 18-tiden. Vi havde egentlig tænkt, at vi ville have været i et shoppingcenter om eftermiddagen, men det måtte vi udskyde til en anden dag.
Til aftensmad gik vi igen ned i den gamle bydel, og tog efterfølgende tilbage til hotellet igen, for at slappe af resten af aftenen.
Vilde Patong
Formiddagen blev brugt på hotellet, med lidt blogskriveri og ansøgning til uddannelse. Ved 12-tiden gik vi dog ud for at tage en mini-bus til Patong. Vi havde egentlig snakket om, at vi ville på stranden i Patong, men det var desværre lidt overskyet – så vi valgte at bruge dagen i byen i stedet for.

Vi startede med at gå rundt i gaderne og fik lidt frokost, men da solen var på sit højeste, var det lige varmt nok. Vi søgte derfor tilflugt i “Jungceylon” centeret, og brugte et par timer på at kigge i butikker. Den sidste bus tilbage til Phuket Town gik allerede kl. 17.00. Vi havde overvejet at tage den, men vi synes alligevel at det var lige tidligt nok, hvis vi skulle nå at få noget ud af turen til Patong. Vi besluttede i stedet at droppe bussen, og så måtte vi finde en taxa eller andet senere.
Vi gik ud for at finde aftenmad, og efterfølgende gik vi en tur ned ad den berømte “Bagla Road”. Vi blev (næsten som forventet), tilbudt pingpong shows fra både højre og venstre. Vi var dog begge ret enige om, at vi nok ikke var det rette publikum til disse shows. Vi besøgte derfor en “meget moderne” spillehal i stedet. Her havde de alle tænktelige spil, både med og uden Virtual Reality. Det var sjovt lige at gå igennem, og vi tog da også et spil airhockey, inden vi igen begav os ud på gaden. Herefter fandt vi en bar, hvor vi lige kunne få et par drinks, inden vi fandt en taxa hjemad. Vi endte dog med at blive fanget på baren, da det i det vi satte os ind, begyndte at regne helt vildt.

Efter regnen var stilnet af, og efter et par drinks og cocktails fandt vi en taxa, der kunne køre os tilbage til vores hotel. Vi var begge enige om, at vi havde haft en god dag i Patong, men at vi var glade for, at vi havde valgt at bo i Phuket Town, da Phuket Town nok var mere “os”.
Shoppe-dag
Vi startede dagen med at spise morgenmad nede i byen. De havde meldt regnvejr i dag, så vi tænkte at det var oplagt at bruge dagen på at udforske centrene “Big C” og “Festival Central”. Vi tog en taxa derud, da de lå lidt uden for byen. Det første center “Big C”, var der ikke så meget ved – det var i hvert fald ikke en center hvor vi kunne bruge mere end 20 min, før vi var ude igen. “Festival Central” derimod, mindede meget om et europæisk shoppingcenter. Vi gik meget målrettet efter et nyt UV filter til kameraet, da det vi havde, desværre gik i stykker, mens vi var i Vietnam.
Da vi havde gået hele centeret igennem, og fået købt de ting som vi manglede, satte vi os ved bageren, og fik lidt godt. Herefter tog vi en taxa tilbage til hotellet, hvor vi brugte den sidste del af eftermiddagen, indtil regnen stoppede. Det passede heldigvis meget godt med “aftensmadstid”, og vi gik igen ned til den hyggelige gamle bydel for at spise.
Næste stop: Krabi
Efter udcheckning på hotellet, gik vi en sidste tur ned i byen, for at spise morgenmad. Vi havde fået vores tasker opbevaret på hotellet indtil vi skulle afsted. På vej tilbage gik vi en sidste tur gennem de fine gader, og gik forbi stationen for at checke hvornår bussen gik. Der var 20 min til næste bus, hvilket passede perfekt. Vi købte billetterne, og gik tilbage til hotellet for at hente vores tasker, og for at sige “farvel”.
Herefter gik vi tilbage til stationen, for at tage bussen til Krabi, som gik kl. 13.15.




No Comments