Asien Dagbog fra Thailand Thailand

Vilde oplevelser i Chiang Mai

Nordthailands storby

Vi vågnede tidligt om morgenen i toget på vejen til Chiang Mai. Togpersonalet var lige så venligt som dagen i forvejen, og da de opdagende at vi var vågnet, slog de sengene sammen for os, rejste sæderne og satte et bord op, så vi kunne sidde og få morgenmad, mens vi nød udsigten gennem vinduet resten af vejen til Chiang Mai.

Vi ankom til byen omkring kl. 14.00, og trods forsinkelserne fra Bangkok, havde toget fået indhentet næsten en time på vejen. Vi tog en tuk-tuk til vores hostel – “HUG Hostel Rooftop” og brugte eftermiddagen på at få slappet lidt af. For selvom sengene i nattoget var overraskende gode, så er det altså ikke meget man får sovet på sådan et tog.

Om aftenen tog vi ind til centrum, for at besøge det famøse “søndags-nat-marked”. Hver søndag lukker dele af byen ned for biler og andet trafik, og fylder gaderne med boder hvor man kan købe ALT! Vi nåede lagt fra igennem hele markedet, men fik da spist både aftensmad og dessert på gaden.

Cooking-class hos Sammy

Vi nåede lige og lige at sluge vores morgenmad på vores hostel, inden vi blev hentet omkring kl. 8.45, for at blive kørt ud til et lokalt marked, hvor vi skulle mødes med Sammy – vores kokkelærer. Sammy fortalte os, og de andre, om alle ingredienserne, og hvordan de lokale normalt handler ind på disse markeder. Vi skulle dog ikke købe noget, da Sammy har sin egen økologiske gård, hvor han dyrker alle ingredienserne til de retter som vi skulle lave.

Efter at have set markedet, og gået lidt rundt på egen hånd, var det tid til at køre til gården. Vi havde hver især udfyldt og krydset af på en seddel hvilke retter vi gerne ville lære at lave.

Ret:             Rikke:                                   Patrick:

Forret                Vegetariske forårsruller                  Papaya salat

Karrypasta       Grøn karry                                          Rød karry

Karry                 Karry med tofu                                  Junglekarry med kylling

Suppe                Hot thai grøntsagssuppe                 Tom Yum

Panderet           Pad Thai                                              Pad Thai

Dessert              Banan i kokosmælk                          Mango med “sticky-rice”

Vi startede med at få en introduktion til nogle af de ingredienser vi skulle bruge, hvordan de groede, og hvilke dele af planterne man kunne spise, og hvilke dele man kun brugte for at give smag. Med det mest basale på plads var vi klar til at gå i gang.

Vi startede med at lave vores egen karrypasta med friske råvarer og en morder. Da pastaen var færdig, skulle vi hakke de ingredienser som vi skulle bruge til at lave karryretten. Vi fik herefter tildelt hver vores lille minikøkken, med potter, pander, blus og bord. Sammy og hans kone guidede os igennem retten, med hvilke ingredienser der skulle i gryden hvornår, og hvor længe hver ting skulle steges og koges.

Da karryretten var færdig, blev den stillet væk og holdt varm, mens vi gik i gang med at skære ingredienser og lave suppen. Igen under vejledning fra vores to kokke. Da suppen var næsten færdig, blev denne også stillet væk. Nu skulle vi i gang med at lave Pad Thai, som er en nuddelret, typisk med risnudler, bønnespirer, forårsløg, tofu, peanuts og æg. Man kunne dog sagtens udelade æg, hvis man ønskede en vegansk version 😉
Som det sidste sidste skulle suppen laves færdig, og disse tre retter blev herefter serveret samtidig med ris. Der var virkelig meget mad, og ingen af os kunne spise helt op. Heldigvis var der efter første måltid tid til at holde en pause. Vi brugte derfor en time i Sammy’s hængekøjer på at slå mave, inden vi skulle igang med at lave forret og dessert.

Efter pausen startede vi med forretterne. Vi skulle først skære ingredienserne til vores retter, og herefter blev vi delt op, så hver ret fik en kok hver til at guide dem. Da begge forretter var færdige havde vi tid til lige at smage på dem, inden vi skulle i gang med desserten – hvor vi igen blev delt op. Der var ikke så meget arbejde i desserterne, da de bestod af meget få ingredienser.
Nu kunne vi igen sætte os til bords, og nyde de sidste to retter. Vi var nu nået igennem fem retter hver, og cooking-class’en var ovre. Vi fik derfor alle udleveret Sammy’s egen kogebog, hvor alle de retter vi havde lavet i løbet af dagen + mange flere var i.

Mætte, glade og en fantastisk oplevelse rigere, blev vi kørt tilbage til vores hostel, hvor vi ankom ca. kl 16.00. Her blev vi resten af eftermiddagen for at slå mave. Vi havde faktisk ikke regnet med at vi kunne spise aftensmad, men da mørket faldt på, gik vi alligevel ud for at spise en lille portion streetfood.

Med udsigt over Chiang Mai

Formiddagen blev mest brugt på at få ordnet nogle praktiske ting, men herefter tog vi op til “Doi Suthep Hill” for at se et tempel, men mest for at nyde udsigten ud over Chiang Mai. Det var virkelig fint at se hele byen oppefra. Derudover var der en masse små boder for foden af templet, som vi også lige fik kigget igennem, inden vi tog en taxa tilbage mod byen.

Vi tog forbi “Da’s Home Bakery”, hvor vi havde læst at de havde veganske varer. Vi købte lidt morgenmad til imorgen, og delte et stykke æblekage inden vi gik videre rundt i området – som var virkelig hyggeligt og havde en dejlig afslappende stemning. På samme gade, fandt vi også en fin vegansk restaurant “Peppermint”, som vi valgte at spise aftensmad på, inden vi tog tilbage til vores hostel.

Into the Wild

I dag skulle vi tidligt op, og vi var klar i receptionen kl 6.30 hvor vi blev hentet og kørt mod den nordthailandske jungle. Vi samlede et par andre op på vejen, og vi holdte en pause, inden vi kørte helt ud af byen, hvor der var mulighed for at spise vores medbragte morgenmad – eller købe noget.

Da vi kom ud af byen, så vi flere elefant camps, men i dem alle sammen var elefanterne indhegnet og/eller bundet – og det var præcis hvad vi ville undgå, hvorfor vi havde booket vores jungle-elefant-tur hos “Into the Wild, Elephant Camp”. Vi kørte længere og længere væk fra byen, og til sidst ind i junglen. Vi forlod hovedvejen og kørte et godt stykke på en meget lille og meget bumpet junglesti (som vi senere fandt ud af var gravet med håndkraft, da ejeren besluttede sig for at redde de første elefanter). Da vognen stoppede, fik vi hver især udleveret en bluse, og herefter skulle vi gå det sidste stykke til campen. Vi skulle over en lille flod, og efterfølgende så vi to små bambustage og en elefant komme til syne. Vores guide kaldte på resten af elefanterne, og ud fra junglen kom yderligere to store elefanter og to små, som var hhv. 5 måneder og 1½ år gamle.

Vi startede herefter med en introduktion på ca. 20 min, så alle vidste hvordan de skulle agere omkring elefanterne, og hvor guiden forklarede hvorfor han havde elefanter og hvordan han ønskede at hans camp skulle være anderledes fra mange af de andre.
Han havde købt elefanterne fra turist industrien for et par år siden, for at give dem et så naturligt liv som muligt. Hele dagen har elefanterne lov til at gå frit omkring, men om natten er han nødt til at binde dem, da de er opvokset i fangeskab, og derfor aldrig vil kunne blive 100% frie, det vil simpelthen være for farligt. Værst tænkeligt ville elefanterne gå ud på vejen eller ind i landsbyer – og enten selv komme til skade, eller skade andre. Om dagen er der altid nogen som kan holde øje med dem, men om natten når folk sover, er det derfor mest sikkert at binde dem.
Han fortalte også at besøg på hans camp altid foregår på elefanternes primisser, så hvis der er nogle aktiviteter de ikke har lyst til at deltage i, så bliver de ikke tvunget til det, og turister må derfor acceptere, at der kan forekomme ændringer i “programmet”.
Derudover fik vi også indblik i selve turistindustrien omkring elefanterne. For mange tror at det er meget skadeligt for elefanten at de bliver redet på – men elefanterne kan stort set ikke mærke at man sidder på dem. Det der er skadeligt for elefanterne, er hvordan de bliver behandlet og tæmmet, før de er klar til at blive redet på.

Efter introduktionen, fik vi lov til at være med til at fodre elefanterne. Vi fik hver en taske med bananer, og blev bedt om at stille os spredt. På denne måde kunne alle elefanterne få bananer samtidig, uden at nogle ville føle sig snydt. Da taskerne var tomme, skulle vi egentlig på en jugle-gå-tur med de store dyr, men efter 5 min gang, besluttede elefanterne sig for, at de heller ville stå og lege med træer – så planen blev lavet om, og vi så i stedet hvordan de uden problemer var i stand til at vælte træer og samle grene op med snablen. Vi gik efterfølgende selv en lille tur rundt i området, mens elefanterne legede videre.

Da vi kom tilbage til campen, var det tid til at skifte til badetøj, da det var tid til at elefanterne skulle have et ud af deres 4 daglige mudderbade. Man kunne se hvor meget sjov de havde ved at kaste med mudderet, og da de var klar gik vi over til floden for at blive vasket. De fire store elefanter var hurtigt færdige med at bade i vandet, mens de to små var mere legesyge, og blev i vandet med os i længere tid.

Nu var det tid til at slappe lidt af på klipperne og blive tørre, mens vores guide lavede frokost til os. Det var rigtig lækkert med ris og grøntsager serveret i palmeblad, med en masse vandmelon og ris-kager til.
Efter frokosten var det tid til at pakke sammen, og sige farvel til elefanterne inden turen gik tilbage mod Chiang Mai.

Muay Thai Show

Eftermiddagen brugte vi på at slappe lidt af, inden vi tog ud for at finde noget aftensmad. Vi endte på samme restaurant som igår, da vi havde set at man kunne få lidt rabat på Muay Thai billetter, hvis man købte dem der.

Showet startede kl 21.00, men vi var der i god tid – ca. 30 min før – for at være sikre på at få nogle gode pladser. Det var en lidt vild oplevelse, men også lidt skræmmende. Der var 7 shows i alt, som startede med de yngste (og de så altså meget unge ud – måske i starten af teenage årene) og sluttede med den internationale kamp mellem USA og Thailand. USA vand på knock out allerede i runde 2 – ups.. Derudover var der et par kvindekampe og en “overraskelses-kamp” som i dag var en blindkamp, hvor fire personer fik bind for øjnene inden de blev sendt i ringen samtidig.

Showet sluttede omkring 23.30, hvorefter vi gik trætte tilbage og i seng.

En ny frisure

Det var egentlig meningen at vi ville have lejet en scooter idag, og kørt rundt til enten Thailands højeste punkt, Thailands “Grand Canyon”, vandfald – f.eks. “Sticky Waterfall” eller lignende, men da vi tjekkede vejrudsigten for dagen var det overskyet og med stor chance for regn… Det satte lidt en stopper for vores planer, og vi endte i stedet for med, at smide en film på storskærmen i fællesrummet med madrasser og snacks.

Om eftermiddagen tog vi ind til byen for at finde en frisør til Patrick, som vi havde fået anbefalet fra en af medarbejderne på vores hostel. Vi kunne heldigvis få en tid samme dag kl 19, og vi tog ud for at spise noget aftensmad i nærheden for at slå ventetiden ihjel.
Vi tog herefter tilbage til frisøren “The Cutler – barber ensemble” – som skulle vise sig at være noget af en oplevelse. Normalt tager det ikke mere end 20 min for Patrick at gå til frisøre, men da der var gået en time her, var han stadig ikke helt færdig. Frisøren, som i øvrigt snakkede rigtig fint engelsk, gjorde sig virkelig umage med at bruge både trimmer og saks, til at nå den perfekte længde på hvert enkelt hårstrå. Da håret var færdigt, skulle skægget også have en tur – igen både med trimmer og med baberkniv, og ikke nok med det – blev der også givet både pande/hovedmassage og skuldermassage. Selve salonen var også indrettet med en stil og karakter som minder om en ægte, gammel, amerikansk barbershop.

Efter en succesfuld tur til frisøren, til den sølle pris af 90 danske kroner, tog vi tilbage til vores hostel for at pakke sammen, for imorgen går turen igen videre.

Det var virkelig nogle oplevelsesrige dage i Chiang Mai, og selvom det er Nordthailands storby, var det stadig en rolig og stemningsfyldt by, når man sammenligner den med Bangkok. Inden for de gamle bymure, er der utrolig mange små og hyggelig gader, men rigtig gode restauranter og fine butikker – hvilket måske også er en af grundene til at vi endte med at blive her et par dage længere end egentlig planlagt.

You Might Also Like

No Comments

    Leave a Reply

    Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.