Turen til Myanmar
Fra vi forlod Kathmandu skulle der gå lidt over 24 timer før vi ankom til Myanmar. Vi havde først en mellemlanding i New Delhi, og efter at have ventet i 9,5 time – da flyet fra Delhi var forsinket – havde vi endnu en mellemlanding i Bangkok. Her skulle vi ikke blot skifte fly, men også lufthavn – dette betød at vi skulle igennem immigrationskontrollen, hente vores backpacks fra bagagebåndet, og nå en shuttlebus til den anden lufthavn. Til vores store glæde gik dette overraskende nemt! Danskere skal ikke længere søge om “visa on arrival” og vi kunne derfor gå direkte til skranken, få et gratis stempel i passet, og vores tasker lå allerede klar på bagagebåndet. Shuttlebussen kørte idet vi trådte ind ad dørene, og 45 min senere var vi fremme i Don Mueng lufthavn. Her havde vi 5 timer som skulle slåes ihjel, inden vi endelig skulle med flyet til Myanmar – Yangon.
3 døgn i Yangon
Vi ankom om eftermiddagen, og da vi nåede vores hostel (Shwe Yo Vintage Hostel) begyndte det at regne helt vildt. Vi brugte derfor resten af dagen på at planlægge vores tur gennem Myanmar. Om aftenen, da regnen var stoppet, gik vi ud for at finde en restaurant – hvilket skulle vise sig at være sværere end vi lige havde forestillet os. Der er nemlig ikke mange “rigtige” restauranter, men mest små gadekøkkener i området omkring vores hostel. Vi følte os ikke så modige på daværende tidspunkt, vi var trætte ovenpå den lange rejse, og så var det begyndt at regne igen – så vi tog den nemme løsning og googlede os frem til den nærmeste restaurant.

Et tilfældigt møde med den lokale befolkning
Til vores store glæde, var morgenmaden inkluderet i prisen for vores hostel – og efterfølgende var der donering af mad til byens munke – det er en del af deres kultur, og en spændende oplevelse for os at være med til.
Vi havde ikke planlagt hvad der ellers skulle ske på vores første rigtige dage i Yangon, og besluttede derfor at gå ned til havnen. Her faldt vi i snak med en mand, der solgte færgebilletter til øen Dala, som lå på den anden side af floden. Da vi ikke vidste, hvad vi ellers skulle lave, takkede vi “ja” til at købe en billet, og 10 min senere var vi på vej over vandet. Selve færgeturen i sig selv, var en oplevelse – da der var et utal af mennesker som solgte alt fra souvenirs og legetøj til vagtelæg, frisk frugt og cigaretter. Turen tog kun 5-10 minutter, og på den anden side var der fyldt med små madboder og tourguider som alle gerne ville tilbyde en cykeltur rundt på øen. Vi var noget skeptiske i starten, men fik til sidst forhandlet os ned til en rigtig god pris, og gik med til at tage med en af guiderne rundt.
Denne tur skulle vise sig at være helt fantastisk! Vores guide var virkelig sød, og snakkede et nogenlunde engelsk. Vi sad på et lille lad (Patrick foran og Rikke bagved), mens Deswuait (eller hvordan hans navn nu staves) trådte alt hvad han kunne i pedalerne i 3 timer, for at vise os hele øen. Vi kom forbi flere klostre og templer, vi så den ene lille landsby efter den anden; f.eks. en fiskerlandsby, hvor vi også tog en lille bådtur i kanalerne og en bambuslandsby som var blevet hårdt ramt efter tsunamien i 2008. Derudover besøgte vi også en skole for forældreløse børn, som virkelig gjorde et indtryk på os. Det er også den eneste skole i området, som blander forskellige religioner, så alle er velkomne!
Det mest fantastiske ved turen var næsten alle de mennesker som vi mødte. De var så glade og imødekommende alle sammen – både børn og voksne – og det bragte virkelig et kæmpe smil frem hos os.

Da vi igen kom tilbage på fastlandet fik vi lidt frokost, inden vi gik hen for at se “Sule Pagoda” som er et stort tempel i midten af en rundkørsel. Derudover gik vi på opdagelse i de mange små gader og markeder – og endte faktisk med at være modige nok til at prøve noget af deres “street-food” til aftensmad – en menu som kostede os lige omkring 5 kr (dog uden drikkevarer).
På vej til Shwedagon Pagoda
Denne dag skulle vi bruge som turister i Yangon, og efter morgenmad og lidt planlægning satte vi derfor kursen mod “Scotts market/Aung San Thuriya market/Bogyoke Aung San Market” – Ja, kært barn har mange navne – som var et market fyldt med alt hvad hjertet kan begære. Det var et to-etageres kombineret udendørs og indendørs marked, som solgte alverdens ting, fra legetøj, souvenirs og kunstværker til dyre smykker, tekstiler, tøj, sko og pyntegenstande. Vi brugte et par timer her, men nåede ikke igennem det hele – overhovedet.
Vi satte kursen mod Yangons største turistattraktion: Shwedagon Pagonda, men på vejen nåede vi lige forbi “People’s park” hvor vi også fik lidt frokost og derefter “Kandawgyi park”, som begge var rigtig hyggelige og bestemt et besøg værd! Sidst på eftermiddagen nåede vi endelig Pagoden, og nøj hvor var den fantastisk. Et tårnhøjt guldtempel omgivet af det ene mindre tempel flottere end det andet. Vi brugte nogle timer her, så solnedgangen og hvordan området blev oplyst da mørket faldt på – det var virkelig et smukt syn. Vi mødte også Charlotte fra Tyskland som bor på det samme hostel som os, og vi besluttede at dele en taxa tilbage mod byen og derefter fandt vi noget aftensmad på en af de små “gade-restauranter”.

Med cirkeltoget til den liggende Budda
Efter en lidt sløv morgen og udtjekning kl. 12.00 gik vi mod Yangons centrale togstation for at tage cirkeltoget mod Chauk-htat-gyi Buddha Temple (også kaldet “den liggende Budda i daglig tale). Cirkeltoget blev bygget i kolonitiden af briterne, ruten tager ca. 3 timer og undervejs er der 39 stop. I 1954 blev der lavet dobbeltspor på strækningen, så toget nu kører i begge retninger. Vi havde fået af vide af ejeren fra vores hostel, at der er lavet planer om at renovere toget – og det derfor ikke er sikkert hvor længe endnu, at toget vil eksistere i sin nuværende form.
Det var en interessant måde at se det lokale liv på, og se hvordan stationerne længere væk fra bymidten er forvandlet til små handelsmarkeder. Toget i sig selv er også et form for handelstog, da du kan købe alt fra frisk frugt, is, juice, grøntsager og snacks af lokale sælgere, som går frem og tilbage i toget.
Det gik dog så hurtigt for os, at få købt billetterne og komme på toget – da billetsælgeren sagde at vi skulle skynde os, da toget gik om to minutter – at vi fik taget toget den forkerte vej rundt. Vi kørte derfor væk fra Buddha templet i stedet for imod det. Vi havde desværre ikke tid til at tage toget hele vejen rundt, så vi hoppede af undervejs og tog en taxa til “del liggende Budda” i stedet.
Da vi ankom til Budda templet blev vi alligevel noget overrasket. Vi vidste godt, at det var en kæmpe stor liggende budda, men det er som om billederne af den ikke rigtig er buddaen værdig. Det er nemlig nærmest umuligt at tage et billede hvor hele den 70 meter lange budda er med, og hvor detaljeringsgraden af de mange sten og perler er synlig.
Efter besøget hos Buddaen var det tid til at tage tilbage mod vores hostel. Vi skulle nå at have købt snacks til vores bustur, få hævet penge og spist lidt mad. Vi fandt en lille skjult restaurant kaldet “Soe Pyi Swar – vegetarian centre” som serverede virkelig lækker mad, og da portionerne var forholdsvis store og vi derfor havde bestilt alt alt for meget mad, var de så søde at pakke resten til os som take-away.

Luxus VIP bus til Kalaw
Kl. 17.00 præcist holdt en taxa og ventede på os som aftalt, for at køre os til busstationen i den modsatte ende af Yangon – som åbentbart var en køretur på ca. 1,5 time. Vi blev sat af ved VIP loungen hvor vi skulle vente indtil det var tid til at stige på bussen. Vi ventede i ca. 30 min, og kunne herefter tage plads i en virkelig lækker bus. Der var kun 3 sæder pr. række i modsætning til 4, så sæderne var noget større end normalt. Man sad to personer på den ene side af gangen og en person på den anden side af gangen. Derudover var der LCD-skærme (ligesom der er i fly – disse var bare større) så man kunne se film undervej, der var benstøtte som man kunne slå ud og puder og tæpper til rådighed. Af personalet fik vi udleveret vand, to styks bagværk fra en bager, energidrik og et tandbørstesæt.
Vi må indrømme, at vi var virkelig glade for, at vi betalte ca. 17 kr mere pr. person for dette i stedet for en almindelig turistbus.
Bussen kørte fra Yangon kl. 19.30, og med et enkelt stop undervejs ca. kl. 22.30 – hvor der var tissepause/børstetænderpause/snackindkøbspause, var kursen ellers sat mod Kalaw.




No Comments