Et par regnfulde dage
Vi var taget med bussen fra Phuket Town kl. 13.15, og med et enkelt tissestop på vejen, nærmede vi os nu Krabi by. Vores hotel lå et godt stykke uden for byen, og vi var så heldige, at vi fik chaufføren til at stoppe på vejen, så vi ikke behøvede at tage helt ind til byen, for efterfølgende at tage en taxa tilbage. Vi havde derfor kun 5 min. gang til hotellet – “Pro Chill”. Efter indcheckning (som tog usædvanlig lang tid, da receptionisten ikke rigtig snakkede engelsk), slappede vi lidt af oven på busturen, inden vi tog ind til byen. Det var en tur på ca. 25 min. gang, så det var overkommeligt. Vi nåede lige ind til byen, før regnen begyndte for alvor.
Da vi var færdige med at spise, var regnen heldigvis også stoppet. Vi gik derfor en tur igennem byens natmarked, hvor vi fik købt lidt dessert og snacks, som vi kunne tage med tilbage til hotellet.

På rundtur i byen
Efter en lidt sløv morgen, tog vi sidst på formiddagen ind til byen for at få noget sen morgenmad/tidlig frokost. Vi fandt en hyggelig café med masser af forskellig madmuligheder for os. Vi endte med at blive på cafeen til ud på eftermiddagen, da der var god mad og god wifi – og vi manglede at få lavet lidt planlægning til de kommende dage/uger, så det passede os perfekt.

Da planlægningsprocessen var færdig, gik vi en tur ned til havnen. Vi skulle have bestilt færgebilletter videre fra Krabi til Koh Jum om et par dage. Herefter gik vi en tur rundt i byen, hvor vi bl.a. så templet “Wat Kaew”. Selvom klokken ikke var så mange da vi var færdige med vores lille byrundtur, besluttede vi os alligevel for at sætte os ind på en restaurant, for at spise aftensmad. Det var heldig planlægning, for 2 min. efter vi havde sat os, begyndte det at regne og lyne helt vildt. Vi blev derfor på restauranten indtil regnen var stilnet af.
Vi satte kursen mod hotellet, og lavede lige et kort stop i 7/11 som lå 5 min. fra hotellet. Vi manglede et par forskellige småting, men vi skulle måske have ventet med at handle, for da vi var færdige, var regnen igen begyndt. Det styrtede ned, og vi måtte løbe fra halvtag til halvtag resten af vejen hjem. Selvom der ikke var langt, var vi begge nærmest gennemblødte inden vi nåede op på værelset.

Og mere regn
I dag havde vi egentlig planlagt at vi enten ville tage en tur til “Railey Beach” eller besøge “Tiger Temple”. Ingen af disse ideer blev dog ført ud i livet, for vejrudsigten meldte igen regnvejr. Vi brugte derfor formiddagen på hotellet, og tog efterfølgende en tur ind til byen. Vi nåede dog ikke hele vejen før det begyndte at styrte ned, og vi var igen i en situation, hvor vi måtte løbe fra halvtag til halvtag, de sidste 5-10 min ind til byen, for ikke at blive alt for våde.
Vi søgte ly på en cafe, hvor vi i første omgang fik lidt at spise, og efterfølgende måtte ty til varme drikke. Mens vi sad på restauranten regnede det mere og mere, så veje og nogle af fortovene til sidst var oversvømmet. Da regnen endelig stoppede, gik vi en tur rundt i byen, hvor vi fik købt ind til morgenmad imorgen og lidt frugt til turen.
Først på aftenen gik vi ind for at spise dele lidt aftensmad, da ingen af os var særlig sulte, efter en sen frokost. Vi tog efterfølgende en taxa tilbage til hotellet, for ikke at blive fanget i regnen igen.
Tilbage på hotellet, fik vi pakket sammen og gjort klar til at vi skulle videre til Koh Jum imorgen. Det havde været nogle våde dage i Krabi, så nu måtte det gerne til at blive solskin igen, nu hvor vi skulle bruge de næste par uger, på de thailandske øer.




No Comments