Asien Cambodja Dagbog fra Cambodja

Angkor Wat i Siem Reap

En weekend i “gate-way” byen til Angkor

Flyet afgik som planlagt og til tiden fra Sihanoukville til Siem Reap. Vores hotel -Villa Um Theara, havde tilbudt at hente os gratis fra lufthavnen, hvilket vi selvfølgelig takkede “ja” til. Vi kunne dog ikke finde vores chauffør da vi kom ud af lufthavnen, og efter 20 min. venten, begyndte vi at overveje om de måske havde glemt os. Der stod heldigvis stadig mange andre turister og ventede på deres pick-up, så vi besluttede os for, at vente bare lidt længere, inden vi bestilte en taxa. Vores tålmodighed gav heldigvis pote, da vores chauffør endelig dukkede op. Det viste sig at lufthavnen åbenbart har to udgange, og han havde stået sammen med et par andre chauffører ved den anden udgang, og ventet på os. Ingen skade sket, og vi var nu på vej til hotellet.

Da vi ankom, var vi meget trætte oven på den noget hektiske rejsedag. Vi havde heller ikke fået aftensmad endnu, og klokken var efterhånden 21.30. Heldigvis havde hotellets restaurant åbent til kl. 22.00, så vi kunne lige nå, at få lidt at spise, inden de lukkede.

En tur i Siem Reaps gader

Vi havde egentlig tænkt, at vi ville spise morgenmad på hotellet, men desværre var deres morgenmadsmenu ikke så vegetar/veganer venlig, så vi valgte at gå en tur ud i byen for at finde noget at spise. Vi gik en tur langs floden, og endte med at krydse broen til modsatte side, for at finde en café der. Det var en rigtig hyggeligt lille morgen/formiddagstur rundt i Siem Reaps gader. Efterfølgende tog vi tilbage til hotellet, for at planlægge hvad der skulle videre på vores rejse. Vi vidste at næste destination ville være Sydthailand, men vi havde ingen idé om hvilke byer/øer vi gerne ville besøge, hvor længe vi ville være hvert sted, og hvordan vi skulle komme derhen.

Efter en eftermiddag med en masse planlægning, bevægede vi os igen ud i byen. Vi fandt en restaurant i nærheden, hvor vi fik lidt at spise, inden vi gik ned til floden, over broen og ind mod “centrum” af byen. Her var gaderne oplyst af forskellige lamper og der var fyldt med street-food boder. Da vi gik rundt her, kunne vi se over til at natmarked på “vores side” af floden. Vi besluttede derfor at gå over endnu en bro, for at kigge nærmere på “Art Center Nightmarket”. Det var overraskende stort, og selvom vi umiddelbart ikke skulle have noget, var det sjovt lige at gå igennem.

På vej tilbage til hotellet, gik vi igennem nogle andre hyggelige gader, og vi syntes hurtigt at vi havde fået et indtryk af byen.

Afslapning på højt plan

Vi havde egentlig tænkt, at vi ville til Angkor Wat i dag, men da vi efter mange overvejelser, havde besluttet os for, at vi gerne ville se solopgangen, ville vi hellere vente til imorgen, da det skulle være mere klart vejr. Derfor havde vi ikke rigtig noget planlagt for dagen, så efter vi havde spist morgenmad inde i byen, brugte vi resten af dagen på at få slappet helt af på hotelværelset.

Der var selvfølgelig flere ting vi kunne have brugt dagen på, med Siem Reaps mange muligheder for museer og markeder, men vi ville faktisk hellere bare “holde weekend”, og bruge hele dagen på at se film.
Vi forlod først hotelværelset da det var tid til aftensmad, hvor vi gik en længere tur ind til byen, for at få noget at spise på en nyåbnet lokal restaurant.

Tempelriddere i tuktuk

I dag var endelig dagen, hvor vi skulle besøge Angkor Archaeological Park. Vi blev hentet på hotellet kl. 4.30 af vores tuktuk chauffør Mr. Polin, som vi havde booket hele dagen, til at køre os rundt i parken. Første stop på turen var billetkontoret, som ligger mellem Siem Reap og Angkor. Vi var heldigvis nogle af de første i køen, og kom derfor hurtigt videre. Næste stop var nu selve tempelparken, hvor vi stoppede ude foran Angkor Wat for at se solopgangen. Der var virkelig mange mennesker som valgte at gå inden for Angkor Wats mure, for at få et billede så tæt på selve Angkor Wat som muligt. Problemet er bare, at du står der og gerne vil have det perfekte billede, sammen med 1.000.000 andre turister, så opgaven bliver nærmest umulig. Vi havde derfor valgt at placere os uden for murerne til Angkor Wat, langs søen som løber rundt om, så vi kunne se en solopgang henover Angkor, som så ville spejle sig i søen – og WAUW – sikke en solopgang.

Vi havde været utrolig heldig med vejret på denne dag, da det var fuldstændig skyfrit, og den tåge som normalt er omkring templerne om morgenen på denne tid af året, var der lige præcis ikke idag. Virkelig perfekt timing!

Efter solen var stået op, var det tid til at begynde at se templer. Vi havde selv udvalgt de templer som vi gerne ville se, og fulgte derved hverken “den lille” eller “den store” rute, som normalt bliver tilbudt til turister. Mange vælger også at tage halvdelen af templerne den ene dag, og så komme tilbage en anden dag for at se resten. Vi havde dog ikke plads i budgettet til flere dage, efter billetprisen sidste år, steg til næsten det dobbelte af, hvad det hidtil har kostet. Vi havde derfor sammensat en rute som vi kunne nå på en hel dag, med de vigtigste templer inkluderet:

  • Angkor Wat
    • Morgenmadsstop efterfølgende

  • Angkor Thom (Terrace of Elephants)
  • Baphuon (Royal Palace)
  • Bayon (vores favorit)

  • Preah Khan
  • Neak Pean
  • Ta Som
  • East Mebon
  • Pre Rub
  • Banteay Kdei (Old Citadel)
  • Ta Prohm (fra Tomb Raider)

Vi havde måske ikke behøvet at se dem alle sammen, da vi var virkelig trætte, svedige og havde meget ømme fødder efterfølgende. Vi var færdige med det sidste tempel kl. 15.00, og havde egentlig aftalt med Mr. Polin, at vi kunne blive for at se solnedgangen også, men vi var simpelthen så smadret, at det eneste vi kunne tænke på, var at komme hjem og få et koldt bad. Vi kunne ikke rigtig overskue at skulle vente ca. 3 timer på at se solen gå ned, når det umuligt kunne overgå den fantastiske solopgang vi så i morges.

En stor oplevelse rigere, kørte vi derfor tilbage mod hotellet. Mr. Polin var helt fantastisk, og havde endda sørget for musik samt en køleboks med koldt vand og lidt lokalt frugt til os, som vi frit kunne tage af, gennem hele dagen. Han fik os derfor sikkert og velhydreret igennem dagen, og tilbød også at vi kunne stoppe for at få frokost undervejs. Derudover hjalp han os med at finde en taxa, som kunne køre os til den thailandske grænse den efterfølgende morgen.

Efter vi var blevet frisket op på hotellet, gik vi ud for at spise en sidste aftensmad i Siem Reap. Vi vidste lige hvad vi skulle have – burgeres! Det var i hvert fald lige hvad vi trængte til oven på en helt fantastik dag.

Cambodja har virkelig overrasket os positivt. Der er så mange ting at se, og alle menneskerne som vi mødte på vores vej, var utrolig hjælpsomme! Angkor Wat området var uden tvivl, den bedste måde at afslutte vores 2 uger i Cambodja på, og nu er vi klar til at genbesøge Thailand imorgen.

You Might Also Like

1 Comment

Leave a Reply

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.