En hyggelig by i smukke omgivelser
Luang Prabang var en rigtig hyggeligt og overskuelig by, lige ud til Mekong Floden. Det var ikke svært at se, at byen og Laos tidligere havde været fransk. Stilen på husene og strukturen var anderledes end hvad vi tidligere havde set i Asien. Derudover var Laos det første land indtil videre, hvor vi havde fået ordentlige sandwich i rigtige baguette brød og ikke bare to stykker toast klappet sammen om to skiver tomat og agurk.
Med udsigt over byen
Efter morgenmaden på vores hostel den første dag, gik vi ind mod byen for at finde et bureau som kunne hjælpe os med at bestille nogle flybilletter fra Vientiane til Vietnam. Vi havde selv prøvet på nettet, men hjemmesiden ville ikke gå til betalingssiden. Heldigvis fandt vi ret hurtigt et sted, og i løbet af få minutter havde vi flybilletterne i hånden.
Herefter tog vi op til “Mount Phousi” for at nyde den smukke 360 graders udsigt over hele byen og Mekong Floden. Da vi var færdige med at nyde synet, tog vi ned til hovedgaden for at spise lidt frokost.

Om eftermiddagen besøgte vi et par templer, først “Wat Sene” og efterfølgende “Wat Xieng Thong”. Vi er begyndt at udvælge hvilke templer vi skal se med omhu, for selvom de er virkelig flotte – så er vi efterhånden lidt træt af at kigge på templer. Efter tempelbesøg, gik vi en tur langs floden og havnefronten, hvor vi fandt en restaurant, hvorfra vi kunne nyde udsigten og senere solnedgangen fra terrassen.

På vej tilbage til vores hostel gik vi igennem natmarkedet igen. Her fandt vi endelig et par klipklappere til Rikke, som vi havde ledt efter siden Bagkok, og vi fandt også lidt dessert, inden vi nåede tilbage.
På udflugt
Vi bookede i dag en tur til “Kuang Si Waterfalls” efter morgenmaden. Vi skulle med minibus fra vores hostel kl. 11.30, og blev kørt ud til området sammen med en masse andre. Det er virkelig et turistet sted, men med god grund – for hold op hvor var det flot!
Når man kommer til stedet, er der en masse forskellige madboder, så der er rig mulighed for at få frokost. Herefter gik vi igennem junglen, hvor de har et bjørnereservat. Det er tidligere tilfangetaget og mishandlede bjørne, som de har prøvet at give så god en tilværelse som muligt. De var så søde, og man kunne se at de havde det godt 🙂

Fra bjørnereservatet gik vi lidt længere ind i junglen, hvor vi så den nederste del af vandfaldet. På det tidspunkt havde vi ingen idé om hvor stort dette vandfald i virkeligheden var. Det var et utrolig smukt sted, med virkelig mange kaskader af helt klart blåt vand. Vi gik måske 15-20 minutter langs vandfaldet, hvor der var det ene lille vandfald efter det andet. Til sidst nåede vi op til selve vandfaldet, som er ca. 50 meter højt, og det største i hele området omkring Luang Prabang.

Efter vi havde stået og betaget vandfaldet i laaaaaang tid, besluttede vi at det var tid til frokost inden vi skulle tilbage til byen. Vi fandt derfor en restaurant inde i selve området, med udsigt til en af de mindre kaskader af vandfaldet. Med fantastisk udsigt nød vi vores mad, og nåede lige at blive færdig i tide, inden vi skulle tilbage til mini-bussen og tilbage til Luang Prabang.
Vi blev sat af inde i selve byen, og på vej tilbage til vores hostel, gik vi forbi et mindre museum “Traditional Arts & Ethnology Centre”, hvor materialer, smykker og tøj fra forskellige folkestammer var udstillet. Det tog ikke mere end 15-20 minutter at gå igennem, og vi var derfor tilbage på vores hostel sidst på eftermiddagen. Her kunne vi nå lige at slappe af en times tid, inden det var tid til at gå ned i byen igen, for at finde lidt aftensmad og købe snacks og frokost til vores tur videre til Vang Vieng imorgen.





1 Comment
Budget fra Laos - Hvad koster det at rejse i Laos?
10. december 2019 at 15:08[…] På toppen af Mount Phousi, Luang Prabang […]