Asien Dagbog fra Myanmar Myanmar

Vejen til Mandalay

Rige oplevelser i roligt tempo

Færgen sejlede fra Bagan kl. 5.30, og til vores store glæde var båden kun ca. halv fuld. Det betød at vi havde rig mulighed for, at afprøve alle de forskellige siddepladser der var ombord. Vi kunne f.eks. få nogle af de bedste pladser til at se solopgangen over Ayeyarwaddy floden, inden der blev serveret morgenmad og en kop varm te. Om formiddagen kunne vi sidde i lænestolene under halvtaget for at tage en lille lur – og om eftermiddagen kunne vi ligge i solstolene på dækket. Der var også mulighed for at sidde i sofaerne bagerst, eller sætte sig nedenunder når varmen blev for meget. Men udover at afprøve de forskellige siddemuligheder – var der ikke meget at foretage sig, på en 11 timer lang sejltur. Vi havde dog heldigvis også Brice og Margaux med (et fransk par fra vores vandretur til Inle Lake), som vi kunne snakke med og vi kunne underholde hinanden lidt på turen.

Udover morgenmaden fik vi også serveret både en ganske okay frokost, og en (lidt mærkelig) traditionel eftermiddagssnack som vidst var en riskugle med sukker inden i. Herefter var der ikke lang tid igen før vi ankom til Mandalay omkring kl 16.30. Vi splittede herefter en taxa indtil centrum med vores franske venner og fik checket ind på vores fantastiske hotel “Hotel 82”. Vi fik en meget varm modtagelse, med mango juice, en kold klud og så var der et velkomst skilt i receptionen – wauw! Og det bedste af det hele – endeligt ordentligt wifi… (vigtigt!)

Vi prøvede senere på aftenen at arrangere aftensmad med Brice og Margaux, men vi boede desværre ret langt væk fra hinanden, så vi endte med selv at gå ned på en anbefalet gaderestaurant i nærheden.

Et glædeligt gensyn

8.30 gik vi op for at afprøve hotellets morgenmadsbuffet – og den skuffede ikke. Efterfølgende skulle vi mødes med Esther og Stefanie (to piger fra Schweitz som var med på vores tur til Everest Basecamp). Vi havde prøvet at arrangere en dag sammen med dem, lige siden vi ankom til Myanmar, men det har hele tiden passet med, at vi lige præcis ikke var i de samme byer på det samme tidspunkt – men nu lykkedes det endelig! Vi havde ikke planlagt meget for dagen, og de havde lidt shopping og souvenir indkøb de gerne ville have ordnet, så det blev til en formiddag i Mandalays centre. Efter frokost fik vi arrangeret en rundttur sammen imorgen, og vi gik herefter hver til sit, for at slappe af resten af dagen.

Rundt om Mandalay…

Vi blev hentet tidligt om morgenen (kl. 5.00), og vores hotel havde været så søde at lave en lille morgenmadspakke til os hver m. toast, croissant og banan i. Nu skulle vi på rundtur med privatchauffør og i “lad-taxa”, for at se de omkringliggende seværdigheder sammen med Esther, Stefanie og to hollandske piger fra deres hostel – Marielle og Ella.

Vi skulle igennem fire forskellige byer:

  • Amarapura
  • Sagaing
  • Mingun
  • Innwa

Amarapura

Det første stop på turen var den lille by Amarapura – vi var primært i byen med ét formål (udover at de andre skulle have morgenmad):

  • U-Bein-Bridge, som er verdens længste træbro på 1,2 km. Vi var der så tidligt om morgenen, at der ikke var kommet særlig mange turister endnu, og så kunne vi nyde synes at solen som stod op hen over broen.

Sagain

Herefter kørte vi mod byen Sagain. Vi gjorde et kort stop inden vi kørte henover broen til byen, da vi fra den anden side af vandet kunne få et rigtig flot syn mod byen og dens bjerge. I denne by skulle vi se:

  • U Min Thonze, som er et stort tempel på toppen af Sagain Hill. Herfra havde vi en virkelig god udsigt ud over hele Sagain. Derudover var der inde i templet en lang række af store gyldne buddaer – som nok er dem som byen er mest kendt for.
  • Soon U Ponya Shin Pagoda

Mingun

Byen var egentlig ikke med i den oprindelige plan, da den lå noget længere væk fra Mandalay end alle de andre byer, men da det er et must-see i området – og vi havde booket taxaen for hele dagen, ville vi gerne bruge den ekstra tid (og lidt ekstra penge) på at køre derop.

  • Pathoedawgyi, er en kæmpestor klippeformation, hvori der er et tempel
  • Mya Tein Tan Pagoda, som er en stor og helt hvid pagoda (til forskel for de mange der er i guld)
  • Mingun Bell, byens varemærke – som er en kæmpestor klokke

Herefter spiste vi frokost på en hyggelig lille café med et ikke-asiatisk-menukort ud til floden. Vi trængte virkelig til noget mad som ikke var ris eller nudler!

Innwa

Sidste stop på turen var byen Innwa – eller Ava som den vidst også bliver kaldt. Det var ikke muligt at køre med taxaen derover, da floden løber rundt om byen, så vi tog en fin lille båd, og det tog ikke mere end 5 minutter at krydse vandet. Vi havde desværre ikke så meget tid i byen, da vi vidste at solen gik ned ca. 17.30, men vi nåede at få set de to vigtigste ting:

  • Daw Gyan Pagoda Complex, som er en mindre samling af gamle pagodaer
  • Bar Ga Ya monastery, som er et buddistisk kloster

På vej tilbage til båden var vi nødt til at tage en af de mange hundrede hestevogne som fragter turister rundt på øen. Vi ville egentlig have taget hele turen til fods, men fordi mørket faldt på, og den sidste båd åbenbart gik kort tid efter solnedgang, så vi ingen anden udvej.

Efter en lang og hyggelig dag, blev vi kørt tilbage til vores hotel og fik sagt farvel til de andre. Det var allerede aftensmadstid – så vi gik i stedet direkte ud for at få noget at spise. Vi fandt en restaurant kaldet “Aung Lin” og fik en fin portion mad til prisen. Det der gjorde stedet til noget særligt for os, var dog deres lille datter Julia på 2½ år, som underholdte os under hele vores måltid. Vi fik set alle hendes legesager, og efterfølgende kom hun med gratis “dessert” til os i form appelsiner.

… Og rundt i Mandalay

Nu havde vi set en masse ting rundt om Mandalay, så idag skulle vi se hvad selve byen havde at byde på. Vi stod derfor op kl 8.00, fik spist morgenmad på hotellet, og brugt formiddagen på at få ordnet en masse småting, og pakket vores tasker til imorgen.

Herefter tog vi ud i byen for at se følgende:

  • Sri Ganesh, hvilket er et meget farverigt hindu tempel
  • Shwenandaw Kyaung monastery – også kendte som det gyldne palads, hvilket er lidt sjovt når klosteret er lavet i teaktræ med mange flotte udskæringer.
  • Kuthodaw pagoda, som er 729 hvide stupaer.

  • Mandalay Hill – herfra skulle vi have set solnedgangen, og det var bestemt også meningen at vi skulle helt til tops (1729 trin), men ikke langt fra toppen faldt vi i snak med to novicer (munke-lærlinge), og vi må indrømme at det altså var lidt mere interessant at snakke med disse, og lære en masse omkring det at være novice og det at blive munk, end at tage de sidste trapper op til toppen af Mandalay Hill. Derudover kunne vi fint se solnedgangen derfra hvor vi stod.

Da vi kom ned fra Mandalay Hill, var mørket faldet på – og vi besluttede at det nok var bedst at få et lift tilbage mod hotellet. Vi tog derfor en “motorcykel-taxa” tilbage til vores område, og blev sat af ved en lille gade-restaurant, som vores chauffør kendte, og som lå på samme gade som vores hotel.

Næste morgen var det tid til at pakke de sidste ting og spise en sidste morgenmadsbuffet, inden vi blev hentet på hotellet kl 9.45 og kørt til lufthavnen – for nu skulle vi til Bangkok!

You Might Also Like

No Comments

    Leave a Reply

    Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.