Australien Dagbog fra Australien Oceanien

Roadtrip fra Cairns til Noosa

Afsted fra Cairns

Vi stod op ved 8-tiden, for at pakke sammen og gøre klar til at checke ud kl. 10.00. Mickey havde sørget for at ligge en lille gave til os i receptionen – 2 stk gratis t-shirt. Derudover fik en masse gode råd i receptionen om hvad vi skulle se på vores roadtrip. Efter udcheckning spiste vi morgenmad, inden vi bestilte en taxa til Spaceships kontor.

Vi havde snakket om, at selvom vi havde bestilt den billigste alfa model, ville vi måske opgradere til en beta, hvis nu en beta så meget bedre ud end alfaen. Vi nåede dog aldrig at tænke tanken færdig, for det første vi fik afvide da vi ankom var, at de ikke havde flere alfa modeller tilbage, og vi derfor var blevet opgraderet til en beta gratis – whaaaat? Nogen måtte have hørt vores bønner! Glade og overraskede blev vi introduceret til vores nye hjem-på-hjul, og hendes navn var Gazzy3000.

Gazzy 3000

Da vi havde lært alt hvad vi skulle om Gazzy, og vi havde underskrevet papirerne, satte vi kursen mod Atherton Tabletop, hvor vi så:

  • Lake Eacham
  • Nerada Tea Plantation
  • Millaa Millaa waterfall

Vi havde egentlig også tænkt os at besøge en sø, hvor man kunne være heldig at spotte næbdyr, men området havde lukket da vi kørte forbi, desværre.

Omkring kl. 17.30 nåede vi Fred Drew Park, som var en “rasteplads”, hvor vi skulle overnatte. Vi fik redt sengen i Gazzy, lavet aftensmad i “køkkenet” og snakket med den lokale vagabond, inden vi lagde os ind i bilen, for at slappe af resten af aftenen.

En lang tur til Cape Hillsborough

Vi stod op ved 8-tiden, for vi havde en lang køretur foran os. Vi fik spist morgenmad, pakket sammen og sagt farvel til vagabonden fra igår, som gav os et par appelsiner inden vi tog afsted. Vi fik tanket op på den første tankstation vi så, og satte herefter kursen sydpå.

Landskab mellem Cairns og Cape Hillsborough

Vi lavede et lille stop ved Mission Beach, og fortsatte herefter mod Townsville, hvor vi spiste frokost omkring kl. 13.00. Efter et kort stop, fortsatte vi turen med musikquiz. Vi måtte tanke endnu en gang efter godt 600 km, inden vi nåede dagens destination: Cape Hillsborough omkring kl. 18.00.

Vi fik checket ind på campingpladsen, gjort sengen klar og fik slået bagtelt, bord og stole op. Herefter gik vi igang med aftensmaden, hvor vi fik selskab af en kænguru! Resten af aftenen slappede vi af, og Patrick var igang med at arrangere imorgen…

Solopgang med kænguruer

I dag var det Rikkes fødselsdag, og Patrick havde derfor sat alarmen til at ringe 5.45. Det var nemlig ikke helt tilfældigt at vi havde overnattet på denne campingplads. Patrick havde nemlig fundet ud af, at det var muligt at se solopgangen nede på stranden sammen med kæguruer og wallabies. Vi så 11 i alt, og de var simpelthen SÅ søde! Det var helt magisk at se og være en del af, og det var den helt perfekte start på dagen.

Solopgang med kænguruer

Da solen var stået op, og kænguruerne var gået tilbage til deres gøremål, gik vi op for at lave en kop te, som vi tog med ned på stranden igen. Efterfølgende gik vi op for at spise morgenmad i cafeen. Da vi havde spist og klædt om, var det tid til en gå-tur.

Først gik vi ned ad stranden og over til “Wedge Island”, som man kun kan komme over til, når det er lavvande. Herefter gik vi en tur gennem regnskoven, hvor der var mange gode udsigtspunkter over stranden og området. Da vi kom tilbage fra turen, gik vi op til kiosken for at købe is, snacks og spillekort. Tilbage ved Gazzy, brugte vi resten af formiddagen på at spille kort, hvor Rikke vandt (næsten uden snyd) i ALLE spil!

Wedge Island

Om eftermiddagen besluttede vi os for at gå en lang tur langs stranden, og da vi kom tilbage spiste vi en sen frokost. Det var blevet lidt overskyet, så vi lagde os ind for at se serier og spise vores indkøbte snacks. Efterfølgende gik vi ud for at se, om vi kunne få fanget lidt signal, og få ringet til familien. Det lykkedes delvist, men forbindelsen var meget dårlig, så vi aftalte at prøve igen senere. Vi gik derfor tilbage til campingpladsen for at lave aftensmad, da klokken allerede var blevet 18. Efter maden gik vi en tur op til fællesområdet, hvor en film lige var blevet sat på.

Da filmen var færdig, gik vi igen ud for at at fange noget signal. Det var fuldstændig mørkt, og himlen var fyldt med stjerner! Efter noget tid, lykkedes det endeligt at få noget forbindelse, og vi fik snakket med familien derhjemme.

Til Agnes Water/Town of 1770

Vi stod op samme tid som igår, da vi gerne ville opleve solopgangen sammen med kænguruerne en sidste gang. Da solen var stået op, spiste vi morgenmad, pakkede sammen og kørte afsted omkring 7.30.

Det regnede lige fra morgenstuden, så det var heldigt at vi skulle køre det meste af dagen. Vi holdte et pitstop i Rockhampton omkring 12.30, for at få tanket, tisset og provianteret. Herefter fortsatte vi sydpå til vi nåede Calliope, hvor vi spiste frokost. Herfra var der ikke så langt til Agnes Water, hvor vi ankom til vores campsite “Horizons Kangaroo Sanctuary” omkring kl. 16.30. Allerede i indkørslen blev vi budt velkommen af kænguruer, og efter vi havde parkeret bilen ved en fantastisk udsigt, gik vi ud for at hilse på dem.

Patrick hilser på kænguruer

Det regnede dog stadig, så brugte mest aftenen indendørs oppe i fællesområdet og i Gazzy.

En kænguruoplevelse

Det var heldigvis stoppet med at regne, så vi havde en stille og rolig morgen, hvor vi gik ud for at sige hej til kænguruerne inden vi spiste morgenmad og gjorde os klar.

Ved 12-tiden kørte vi ud for at opleve lidt af området:

  • Joseph Banks, som var en gåtur med flotte udsigtspunkter
  • Captain James Cook Monument
Mindesmærke for surfer

Herefter kørte vi ned i selve byen, for at handle lidt ind, og booke surfing time til imorgen. Omkring kl. 14.00 tog vi tilbage til campingpladsen for at spise frokost, for 15.30 havde vi meldt os til “kænguru-aktivitet”, hvor vi kunne få lov til at fodre, kæle og lege med kænguruerne, mens ejeren fortalte historien bag stedet.

Mange af kænguruerne er forældreløse, og havde typisk mistet deres mødre i trafikulykker. Når kænguruungerne er gamle nok, bliver de lige så stille sluppet fri i naturen, og kan derfra komme og gå som de har lyst til. De fleste af kænguruerne forlader stedet mere permanent når de er omkring 3-5 år gamle. Enkelte kænguruer kommer stadig forbi som voksne og hilser på engang imellem, men de fleste bliver “helt vilde” kænguruer igen. Vi fik også lov til at se de helt små kænguruer, som lå i en “falsk” kængurupung lavet af stof. Det var simpelthen så hyggeligt at bruge et par timer sammen med de søde små kænguruer!

Mor kænguru kigger til sin Joey (Kænguru unge)

Det sidste af dagen brugte vi på at lave aftensmad, og slappe af i Gazzy.

At ride på bølgen

I dag skulle vi op ved 7-tiden. Vi fik spist morgenmad og pakket sammen, og så var der heldigvis god tid til at sige farvel til kænguruerne. Kl. 9.45 var vi dog nødt til at køre, da vi skulle mødes ved Reef 2 Beach Surf School kl. 10.00. Vi skulle først udfylde nogle papirer, og efterfølgende gik vi alle ned til “skole”, hvor vi fik udleveret boards og våd t-shirts.

Herefter gik vi alle samlet ned til stranden, hvor en af de 3 guides forklarede alt hvad vi skulle lære omkring surfing. Efterfølgende skulle vi øve alle teknikkerne på boardene på stranden, inden vi fik lov til at gå i vandet. Vi skulle stå i kø på en række ude i vandet, og ville – når det blev vores tur – blive sendt af sted 3 og 3 af guiderne. Vi synes selv at vi havde rigtig godt styr på det inde på stranden, men vi skal lige hilse og sige, at det er meget anderledes og meget sværere i vandet.

Rikke rider bølgen
Patrick rider bølgen

Det var rigtig sjovt at prøve, og vi kom begge to op og så flere gange, og kunne surfe helt ind til stranden. Omkring kl. 13.15 skulle vi op igen. Vi fik taget et gruppefoto, inden det var tid til at tage boardene tilbage. Her var der mulighed for også lige at tage en skyller, inden vi gik tilbage til butikken, hvor vi kunne hente vores surf-bevis.

Da vi havde klædt om, gik vi ned i fotobutikken, som lå ved siden af Reef 2 Beach, da der havde været en fotograf med os hele dagen. Her havde vi mulighed for at kigge billederne igennem, og se om der var et eller flere som vi gerne ville købe. Vi endte med at få en pakke-deal, på alle de billeder som var taget af os i løbet af dagen (vi kunne ikke vælge)…

Efterfølgende tankede vi benzin og kørte igen sydpå ved 15-tiden. Vi fandt en gratis camp lige syd for byen Tiaro, hvor vi besluttede os for at overnatte, da klokken allerede var blevet 18, og det var mørkt.

Ankomst i Noosa

Vi kørte videre efter morgenmad ved 9-tiden, og satte kursen mod Noosa. Vi kørte først til “DropBear” hovedkontor – som vi skulle med til Fraser Island imorgen – for at finde ud af, om vi kunne parkere vores bil hos dem. Der var desværre lukket og inden på kontoret, så vi indtalte en telefonsvarerbesked til dem i stedet.

Vi kørte herefter til nationalparken, og på vejen ringede DropBear tilbage, og bekræftede heldigvis at Gazzy kunne stå hos dem, mens vi var på Fraser. Da vi ankom til nationalparken, var der fuldstændig proppet med mennesker, og det var umuligt at få en parkeringsplads. Vi kørte i stedet ned i byen, parkerede Gazzy, og gik en tur langs stranden. Vi havde købt en is på vejen, som vi nød dernede, imens vi så en gruppe unge mennesker, som var i gang med et livredderkursus i ægte “baywatch” stil.

Herefter gik vi en tur gennem gaden, inden vi gik tilbage til bilen ved 13-tiden (da det kun var en 2-timers parkeringsplads). Vi kørte til campingpladsen “Inginia Holidays Noosa”, fik booket både en plads i nat, og en plads til når vi kom tilbage fra Fraser. Efter check ind, spiste vi frokost på campingpladsen, ordnet et par praktiske ting og pakket om til turen imorgen.

Da vi var færdige med at pakke, var det blevet aftensmad-tid, og vi gik derfor op i køkkenet for at lave alt hvad vi havde af mad, som ikke kunne holde imens vi var på Fraser. I køkkenet mødte vi en medarbejder, som var så sød at spørge, om vi ikke havde lyst til at se en film. Han var nødt til at sætte en børnefilm på, men hvis der ikke var kommet nogle børn inden for 30 min, ville han sætte “Lion” på. Den ville vi gerne se, eftersom vi havde været i Indien, og vi havde hørt fra flere, at den skulle være god. Til vores held, kom der ingen børn, og vi kunne derfor nyde aftensmaden imens vi så film.

Filmen sluttede ret sent, så vi gik direkte i seng da den var færdig, da vi skulle tidlig afsted til Fraser imorgen.

You Might Also Like

No Comments

    Leave a Reply

    Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.