Tilbage til storbyen
Vi skulle aflevere vores campervan Gazzy i dag, det betød at vi efter morgenmaden skulle pakke alle vores ting sammen, vaske alt op og stille alt på plads. Vi forlod campingpladsen i Werribee kl. 10.00, og kørte herefter til byens vaskehal, for at gøre Gazzy ren både udvendig og indvendig. Skindende som ny, kørte vi de sidste par kilometer til udkanten af Melbourne, hvor vi også lige fik tanket helt op, inden det var tid til aflevering. Spaceships kontor havde lukket om søndagen, så vi skulle blot parkere Gazzy ude på vejen, og smide nøglerne i en safety-boks. Vi fik tilbagelagt omkring 4750 km på omkring 3 uger, så det var lidt sørgeligt at skulle sige farvel til vores lille hjem-på-hjul.

Vi tog herfra en uber til vores hotel “Imagine Marco” i Melbourne city. Vi ankom omkring kl. 12.30, men vi kunne først for lov til at checke ind kl. 14.00, så vi sad og ventede i lobbyen, da vi ikke rigtig orkede at gå ud. Værelset var en hel lille lejlighed, hvilket var super lækkert, nu hvor vi havde boet på minimal plads de sidste uger.
Vi endte med at blive på værelset resten af eftermiddagen, da vi for første gang i lang tid, havde ordentligt wifi, og derfor havde en masse ting der lige skulle ordnes, og så fik vi også lige snakket med vores familier.
Omkring kl. 18.45 skulle Rikke gå, da hun havde en studierelateret middagsaftale med en af hendes læreres kollegaer. I mellemtiden blev Patrick tilbage i lejligheden og så VM. Rikke var tilbage omkring kl. 21.15, og havde handlet ind på vej hjem, og taget mad med til Patrick. Resten af aftenen så vi film på sofaen 🙂

På opdagelse i gaderne
Efter at have sovet så mange nætter i en camper, var det rart at være tilbage i en ordentlig seng. Det gjorde til gengæld at det var virkelig svært at komme op her til morgen. Det lykkedes dog til sidst, men vi kørte begge i laveste gear hele formiddagen, og endte med først at forlade værelset omkring kl. 12.30. Vi startede herefter vores turisttur rundt i Melbourne:
- Melbourne River
- Flinders Street Station
- Federal Square
- St. Pauls Cathedral
- Flinders Lane, hvor vi fandt vegansk Ben&Jerry is – Mums 😉
- Centre Place, som var en virkelig hyggelig lille gade
- Elizabeth Street, hvor vi kiggede i butikker
- Royal Arcade
- Hardware Lane
- Chinatown/Bourke Street Mall
- AC/DC Lane – streetart
- Hosier Lane – streetart
- Degraves Street, en hyggelig gade, hvor vi spontant fik bestilt en frisørtid til Patrick
- Centre Place igen, hvor vi spiste sen frokost/tidlig aftensmad
- The Block Arcade
Herefter gik vi rundt og kiggede i forskellige butikker, indtil det var tid til at vende tilbage til frisøren kl. 17.30. Da Patrick var blevet klippet, gik vi tilbage til lejligheden – vi købte lidt snacks på vejen, og slappede af resten af aftenen.
Sidste dag i Australien
Vi havde igen i dag en lidt sløv morgen, men kom trods alt afsted kl. lidt over 10. Vores første stop i dag var Queen Victoria Market, som kan beskrives som en blanding mellem Torvehallerne ved Nørreport og et asiatisk loppemarked. Vi brugte resten af formiddagen her, og Patrick fik en af deres famøse doughnuts. Inden vi gik derfra købte vi et par af deres lækre salater to-go til frokost.

Herefter gik vi mod Botanisk have, men på vejen mødte vi en tryllekunster, som lige ville vise os et par forskellige tricks. De første par tricks var ikke så imponerende, og Rikke afslørede også et af tricksne, men så blev det seriøst. Det mest imponerende trick, var da han forvandlede et sæt spillekort til en plastikblok imens Rikke holdt rundt om kortene. Den kunne vi ikke lige lure. Vi gav ham lidt penge, og fortsatte vores tur videre til “The Royal Botanic Gardens”. Her spiste vi vores medbragte frokost, og gik efterfølgende et par ture rundt i parken.
På vej tilbage til vores hotel, gik vi forbi “Shrine of remembrace”, og var tilbage omkring kl. 15. Her var det tid til at ordne lidt praktiske ting, som at få vasket vores tøj, pakket om, sat opvaskemaskinen igang og lavet aftensmad.

Det var lidt mærkeligt at tænke på, at det var vores sidste aften i Australien. Et fantastisk land, som har budt på helt utrolige oplevelser og venskaber. Tiden var nærmest fløjet afsted, og vi blev hurtigt enige om, at vi måtte tilbage og se den helt sydlige og vestlige del på et tidspunkt. Vi glædede os dog alligevel til New Zealand, ikke mindst fordi vi her, ville få besøg af Patricks mor og papfar.












No Comments