Asien Dagbog fra Laos Dagbog fra Thailand Laos Thailand

En 3-dages tur fra Thailand til Laos

Cruising på Mekong

Vi skulle være klar ved receptionen kl. 6.30 for at blive kørt til bussen som kørte kl. 7.00. Manden fra vores hotel havde åbenbart glemt det, så vi kom først afsted 6.50, efter vi havde ringet og vækket ham… Vi nåede heldigvis stadig bussen, og efter at have samlet folk op lidt forskellige steder, var vi på vej.

Vi kørte mod Chiang Mai, og havde et morgenmadsstop på vejen. I Chiang Mai skulle vi skifte mini-bus, vi havde været i mixet flok i den første bus, hvor nogle skulle til Laos, nogle skulle til lufthavnen i Chiang Mai og nogle skulle noget helt tredje. Vi blev derfor nu fordelt i tre minibusser sammen med nogle andre, som var kommet fra enten Chiang Mai eller Bangkok. Efter en hurtig omrokering var vi på vej videre. Vi gjorde et stop for frokost, hvorefter vi satte kursen mod Chiangrai, hvor vi havde mulighed for at se “The White Temple”. Det var virkelig flot, og meget anderledes end alle de andre templer som vi har set indtil videre. Det havde en meget speciel udsmykning og var pyntet med dødningehoveder.

Efter tempelbesøget var næste stop Chiangkhong, hvor vi skulle overnatte. Det var en virkelig lille by, hvor vi blev indlogeret på et hotel med udsigt udover Mekong floden og over til Laos. Personalet på hotellet var også virkelig søde. Vi gik ud i byen for at købe lidt snack til turen, men det eneste vi rigtig kunne finde var et par bananer, så resten af aftenen blev brugt på hotellet, hvor vi nød solnedgangen over Mekong floden, Thailand og Laos.

Hello Laos

Efter morgenmaden på hotellet, var det tid til at checke-ud og blive kørt til grænsen. Her blev vi stemplet ud af Thailand, og derefter skulle vi tage en shuttle-bus over “venskabs-broen” for at ankomme til Laos. Visa-ansøgningen ved grænsen, gik virkelig hurtigt og nemt, og efterfølgende blev vi hentet ved grænsen og kørt til båden. Vi havde her en lille pause, hvor der var mulighed for at proviantere med snacks, juice og sandwich.

Båden sejlede kl 11.30, og selvom det var en lang tur i slowboat, var det egentlig okay. Udsigten var fantastisk, og det gav os en mulighed for virkelig at få slappet af.
Da vi ankom til Pakbeng først på aftenen blev vi hentet af vores hotel ved havnen, og det var egentlig en meget hyggeligt lille by at køre igennem. Vi boede på hotellet sammen med en anden dansker Anne og en franskmand Tim, som også var med på båden, og som vi faldt i snak med på svalegangen, da vi havde værelse lige ved siden af hinanden. Hotelejeren inviterede os til at komme ned på hans bar om aftenen og få en øl, hvilket vi sagde ja-tak til – men først ville vi gerne lige være lidt på værelset. Vi spiste vores sandwich fra båden til aftensmad, og efterfølgende tog vi med Anne og Tim hen til baren længere oppe ad gaden. De havde ikke spist noget, så de bestilte aftensmad, mens vi nøjedes med at bestille lidt let mad.

Det endte med at blive en rigtig hyggelig aften, hvor drengene spillede pool, der var god stemning, god musik og god snak. Vi tog tilbage på hotellet omkring kl. 23.00, da vi til sidst var de eneste tilbage på baren, og vi skulle tidligt op imorgen.

Endelig ankomst i Luang Prabang

Vi fik morgenmad på hotellet, og en sandwich med til frokosten. Herefter blev vi kørt ned til havnen igen, hvor vi var allerede kl 8.00 selvom båden først sejlede kl 9.30. Det var nemlig vigtigt at være der i god tid, hvis man ville nå at have nogle af de gode pladser. Vi satte os sammen med Anne og Tim, på nogle okay pladser. Sejlturen var dog stadig lidt det samme som igår, en lang tur – med en fantastisk udsigt.

Vi ankom allerede til Luang Prabang omkring 16.30, hvilket var 1½ time før forventet. Vi tog en tuktuk sammen med Anne, Tim og to andre ind til byen – da båden holder ca. 10 km uden for byen. Vi blev sat af ved vores hostel “Chill Riverside Hostel”. Efter vi havde checket ind, tog vi ind til byens centrum, for at se byens natmarked og spise lidt aftensmad.

Alt-i-alt var det en rigtig fin tur fra Thailand til Laos. Vi havde læst mange skeptiske kommentarer og anmeldelser inden vi tog afsted, så vi vidste ikke helt hvad vi skulle forvente af turen. Vi bookede igennem “Pai Let’s Go” og var egentlig rigtig tilfredse. Selvom der var lidt forvirring i starten, da vi var med den første minibus, fordi vi alle skulle forskellige steder hen, og chaufførerne ikke snakkede særlig godt engelsk. Men det viste sig jo, at de havde styr på det hele, og vi kom det rigtige sted hen. Al transport var inkluderet (udover tuktuk fra båden og til Luang Prabang city), overnatningen i Chiangkhong, afsætning ved Thailands grænse og modtagelse ved Laos’ grænse, samt tre måltider var også med i prisen. Så for os var det en nem, spændende og anderledes måde at komme fra et land til et andet på.

You Might Also Like

No Comments

    Leave a Reply

    Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.